Det kan måske synes en anelse trivielt, at vi igen i disse spalter anbefaler mange mål i en ishockeykamp fra Metalligaen. Men modsat har det været med så stor succes, at det næsten er dumt ikke at fortsætte ned af det spor, og aftenens opgør i Aalborg ligner endnu en i rækken af målrige kampe.

Hverken Rungsted eller Aalborg har nemlig det vilde på spil. Begge hold bliver mellem nummer fem og otte og da det ikke har nogen vildere betydning om man bliver nummer fem eller otte, så gælder det for begge hold blot om at gøre sig klar til slutspillet.

Af samme grund vælger Rungsted at lade stjernespilleren Adam Estoclet sidde over, da han er småskadet og derfor ikke risikeres - og det er umiddelbart en ulempe for dette spil. Men også kun umiddelbart, for Rungsteds seneste syv kampe har alle indeholdt seks mål eller flere, og kun i én af dem var Estoclet med, så holdkammeraterne kan godt uden den store stjerne.

Modsat var målmand Zane Kalemba syg senest imod Odense, og spørgsmålet er, om han er blevet rask nok til dette opgør - ellers er det endnu engang reserven Sebastian Feuk, der kastes i spil.

Aalborg har spillet seks af de seneste ni kampe med seks mål eller mere, hvilket også peger i retning af teorien om, at kampene på nuværende tidspunkt er noget mere målrige end normalt, da hold som Aalborg og Rungsted prøver ting af og måske ikke investerer helt så meget, som hvis det var en slutspilskamp.

Værd at bemærke er det også, at de tre kampe, som rent faktisk gik under, var de tre vigtigste kampe set med Aalborg-briller - nemlig kampen mod Herlev, hvor man skulle sikre slutspillet, og så de to lokalopgør mod Frederikshavn, hvor der altid vil blive investeret alt uanset tidspunkt på sæsonen.

Vi har altså fat i en kamp mellem to hold, der kan spille frit, som på det seneste har vist langt større offensiv end defensiv styrke - det er bare at håbe på, at det endnu engang rimer på mange mål.

Aalborg - Rungsted over 5,5 mål
Odds 1,75 hos Bet25
Spilstop tirsdag 17/2 klokken 19:30
Indsats 200 kroner