Fire af badmintonsportens største navne i nyere tid samles søndag i Solrød.

Lin Dan, Lee Chong Wei, Taufik Hidayat og danske Peter Gade tropper søndag op i Solrød Hallen til begivenheden Legends Vision.

Tilsammen har kvartetten vundet ikke færre end seks VM-titler, ni All England-titler og tre olympiske guldmedaljer.

Formålet med ”The Legends Vision” er at inspirere den yngre generation og give indblik i hvordan nogle af verdens bedste spillere er kommet til tops.

Søndagens program vil foruden sjovkampe med badmintonlegenderne byde på et talkshow, hvor pressen får mulighed for at få de fire stjerner samlet i et unikt setting, hvor det vil være muligt at stille spørgsmål.

Eventen er blevet mulig, fordi alle de fire badmintonkonger er sponsoreret af Yonex, der præsenterer begivenheden i Solrød. Nøjagtig som ketcherproducenten allerede har gjort i Beijing, Jakarta og til december i Kuala Lumpur. Nu gælder det Solrød-hallen, der er klar til at huse de fire legender.