April har langt fra vist sig fra sin bedste side. Blæst, gråvejr og regn har hidtil præget store dele af måneden.

Og sådan kommer det til at fortsætte de kommende par uger, men så bliver det også bedre. For når vi nærmer os maj måned, så kan vi ifølge DMI's sommerprognose se frem til bedre vejr.

'I løbet af maj antyder flere prognoser, at lavtrykkene over Nordatlanten svækkes,' lyder det fra energimeteorolog Mette Tilgaard Zhang.

Og svækkede lavtryk over Nordatlanten er med andre ord ensbetydende med bedre vejr i Danmark. Ifølge DMI vil det nemlig betyde færre fronter, mindre regn og mindre blæst ind over Danmark. Derfor forventer man også, at temperaturene vil stige, når vi rammer slutningen af april og går ind i maj måned.

Og her stopper det ikke.

For med alle de forbehold man nu engang skal tage, når der er tale om vejret, så er der noget, der tyder på, at de varme temperaturer vil fortsætte i sommermånederne juni og juli.

'I juni og juli er der antydninger af meget svækkede lavtryk eller ligefrem højtryk over Nordatlanten', siger Mette Tilgaard Zhang og tilføjer:

'Med den trykfordeling i atmosfæren oplever Danmark typisk både varmere og tørrere vejr end normalt for årstiden. Hvis vi tager prognoserne for pålydende, så ser sommeren altså ud til at starte ganske fornuftigt.'