Laura Baker fra Bath i England er fitnessmodel, men holder sig ikke tilbage når det kommer til slik og søde sager. Hun siger, at hendes figur kommer fra lige dele hård træning og protein-fyldte kager og donuts.

Det skriver Daily Mail.

Den 28-årige fitness-blogger er 170 cm. høj og vejer 60 kg. Hun droppede at spise gulerødder og salatblade, da hun fandt ud af, at hun kunne træne og spise kage hver dag og stadig opnå mindst lige så gode resultater.

Hun opsagde sit job på et kontor i 2013 og lever nu af sin blog, GirlGainz, hvor hun deler opskrifter og erfaringer fra livet som kagespisende fitnessmodel.

»Min yndlingsmad er Nutella og pizza. Jeg har en voldsomt sød tand. Jeg lavede bloggen for at vise, at man kan få sine livretter til at passe ind i sin diæt,« siger Laura Baker til Daily Mail.