En 41-årig polsk kvinde traf et valg, som kun kan betegnes som den ultimative kærlighedserklæring til det barn, der voksede inde i hendes mave.

Under graviditeten fik kvinden konstateret en aggressiv hjernesvulst, som allerede havde gjort hende hjerneskadet. Svulsten krævede øjeblikkelig behandling. Ellers risikerede hun at dø.

Men strålebehandlingen ville med al sandsynlighed koste barnets liv eller forårsage svære skader på det 17 uger gamle foster. Så den vordende moder traf en beslutning, som skulle få skæbnesvangre konsekvenser for hende selv - men redde babyens liv.

Hun nægtede at modtage behandling for hjernesvulsten.

I stedet ønskede hun at blive lagt i respirator, når den aggressive svulst gjorde hende ude af stand til selv at trække vejret, så babyen kunne fortsætte med at vokse. Det gik lægerne på Universitetshospitalet i den polske by Wroclaw med til.

Kort efter blev det desværre nødvendigt.

»Patienten blev indlagt på intensivafdelingen i en meget alvorlig tilstand, med hjerneskade,« siger overlæge og anæstesilæge, professor Andrzej Kuebler ifølge Sky News.

Den 41-årige kvinde blev lagt i respirator i bevidstløs tilstand i november, mens fosteret stadig kun var 17 uger gammelt. Lægerne forsøgte efter bedste evne at skabe de bedst mulige vilkår, for at det lille foster havde en chance, men turde ikke skrue forventningerne for højt op.

»Der var en chance for, at vi, hvis vi holdt hjertet i gang og blodtrykket konstant, kunne opleve det øjeblik, hvor en sund og rask baby kunne fødes med kejsersnit. Men det var meget usikkert, hvordan det ville ende,« siger Andrzej Kuebler.

Hun lå to måneder i respirator før babyen, en dreng, blev født ved kejsersnit efter blot 26 ugers graviditet. Den lille dreng vejede kun et kilo og var stadig langt fra færdigudviklet, så endnu var det uvist, om hans liv stod til at redde.

Men efter tre måneder i kuvøse på afdelingen for for tidligt fødte, kunne den lille dreng i sidste uge blive udskrevet og vende hjem til familien.

Så heldig var moderen desværre ikke. Som konsekvens af den manglende behandling for hjernetumoren var hun blevet hjernedød. Efter fødslen blev respiratoren slukket, og hun blev erklæret død.

»Det var en stor tragedie på grund af moderens alvorlige sygdom. Men tragedien blev vendt til glæde og succes. Takket være de medicinske fremskridt og den intensive behandling var vi i stand til at redde et menneskeliv,« siger overlæge Andrzej Kuebler.

Den lille polske dreng må vokse op uden sin mor, men at han overhovedet får chancen for at opleve denne verden, skyldes hendes opofrende og uselviske beslutning i starten af graviditeten.

Mon ikke den lille baby en dag får fortalt den historie?