I weekenden bliver der musik og oplevelser for børn, unge og barnlige sjæle, når dette års Åh abe-koncerter går i gang i Odense lørdag og Børkop søndag. I næste weekend kommer turen så til Århus og København. Billetsalget er i fuld gang, og her er nogle praktiske oplysninger inden koncerterne:

Hvem spiller: Hvis dit barn er vild med Børne-MGP, vil dette års Åh abe være et hit. Der er nemlig masser af »gamle« børne-MGP-stjerner.

B-Boys, Anne, Shout, Three In One, Heartbeat, Hope og Dino optræder sammen med de sædvanlige klassikere Alberte, Mek Pek og Kaya.

Værter: Vera og Sigurd Barrett vil sammen med Kaj og Andrea styre showet.

Aktiviteter: Som altid vil der foregå en række aktiviteter, som er gratis, når først entreen er betalt. Der er blandt andet hoppeborge, mulighed for at tegne og male - og blive malet i ansigtet, kørestolsrace, konkurrencer, mv. Billetpriser: Billetterne koster 50 kr. pr. stk. i forsalg og kan købes i Bilka, Føtex, A-Z varehuse og via e-billetter. Men du kan også vente og købe billet ved indgangen, hvor de koster 80 kr.

Børn under ét år kommer gratis ind. Tidspunkt: Koncerterne begynder kl. 11.30 med velkomst og slutter kl. 16.00. Indgangen bliver åbnet en time før velkomst kl. 10.30. Mad og drikke til koncerten: Du må ikke selv medbringe drikkevarer til koncerten. Men der er rig mulighed for at få slukket tørsten, da du på pladsen kan købe saftevand, kildevand, fadøl, kaffe og te.

Hvis du skal have stillet sulten, kan du få det gjort med franske hotdogs, pølsehorn og sandwich, og hvis du er lækkersulten, er der både æbleskiver, donuts, candyfloss, chips, popcorn, frugt, kager, slik og is.

Tips: Forældre, husk mobilen - og hav den tændt. For ved indgangen bliver dit barn tilbudt at få et armbånd om armen med navn og forældrenes mobilnummer påskrevet. Hvis barnet så bliver væk og går hen til bliv-væk stedet, hvor en stor, rød luftballon vil svæve, vil et korps af hjælpere sørge for at ringe til forældrene, hvis nummer står på barnets armbånd. Åh abe-koncerterne er altid velbesøgt, og i alt plejer 90.000 mennesker at besøge de fire koncerter. Dvs. 20.000-25.000 tilskuere pr. koncert. Sidste år var brutto-overskuddet fra Åh abe-koncerterne på toenhalv mio. kr. Men det er før omkostningerne er trukket fra.

Alt overskud går som altid til Muskelsvindfondens arbejde med børn og unge. Børkop bliver som den eneste koncert døvetolket. Hvor foregår det præcist:

Lørdag d. 5. juni i Odense på Dyrskuepladsen.

Søndag d. 6. juni Børkop Trekantområdet v. Skærup/Fredericiavej.

Lørdag d. 12. juni Århus på Tangkrogen.

Søndag d. 13. juni København i Valbyparken. Se nærmere kørselsvejledning til de enkelte steder på www.aahabe.dk rbj@bt.dk