»X-Men: The Last Stand« er ikke decideret dårlig, men blot lidt svagere end forgængerne i alle led

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>X-Men« og »X2« var begge fine og farverige superheltefilm, hvor de originale computeranimerede effekter blandede sig med stjernenavne fra Hollywood i helstøbte superhelte-historier.

Med en ny og mindre original instruktør bag roret viser det sig desværre, at franchisen ikke bare kan køre af sig selv. »X-Men: The Last Stand« er ikke decideret dårlig, men blot lidt svagere end forgængerne i alle led.

X-men er mutanter, der lever blandt os andre på jorden, men nu har et firma opfundet ny medicin, der kan kurere mutanterne. Alcatraz-fængslet i bugten ved San Francisco er lavet om til laboratorium. Selv om det er frivilligt for mutanterne at tage kuren, har mange af dem lyst til oprør.

Den fredelige mutantleder Xavier (Patrick Stewart) bliver til sidst overtrumfet af den krigeriske mutantleder Magneto (Ian McKellen), og der er lagt op til regulær krig. Wolverine (Hugh Jackman), Storm (Halle Berry), Mystique (Rebecca Romijn) er stadig med, og denne gang støttes de af Vinnie Jones som superslagsbroren Juggernaut og Kelsey Grammer (fra TV-serien »Frasier«) som mutanternes minister.

X-Men superheltene er et godt koncept, og det er ikke tilfældigt, at tegneserien er den bedst solgte på verdensplan, siden den blev skabt i 1964. Det er let for en teenager med frihedstrang at identificere sig med mutanterne. Vælg din helt egen helt med sin helt egen superhelteevne. Til gengæld vil det være lodret umuligt for mennesker, der ikke kender de to første film, at falde ind i et virvar af mutanter og stjernefrø, som den tredje film byder på.


Flade dialoger

Udover den gode grundidé med en kur mod mutanterne udvikler historien sig ellers ikke meget. Ordrige scener med flade dialoger afløser de store actionscener uden at passe synderligt godt sammen. Akkurat lige så uopfindsomt som i TV-serien med uendelig god tid. »The Last Stand« må gerne stå ved sin titel og blive den sidste film i serien, eller også kan mutanterne lege videre i fjernsynet.

Med sine mange svævende biler og anspændte ansigter, der kæmper mod hinanden med tankens kraft, minder filmen lidt for meget om en blanding af et David Copperfieldshow og David Cronenbergs »Scanners«. Finalen, hvor Magneto flytter Golden Gate-broen fra sin faste plads til at være gangbro til Alcatraz, løfter heldigvis filmen, og vi når også at få et par grin i en ellers humorforladt blockbuster.

Efter de to første »X-Men« film har Bryan Singer valgt at bruge sit talent på august måneds »Superman«, og det har efterladt mutanterne med Brett Ratner. Han er desværre ikke bedre end sine »Rush Hour«- film.