Ridley Scott skal instruere sin 'Gladiator'-stjerne Russell Crowe igen.

Den Oscar-belønnede skuespiller påtager sig hovedrollen i 'Nottingham', der bliver Hollywoods seneste fortolkning af myten om Robin Hood.

Crowe skal spille sheriffen af Nottingham og det bliver et ganske anderledes portræt af den ondskabsfulde sherif end publikum er vant til at se.

I den nye film fremstilles han nemlig som en ædel og retlinet jurist, som arbejder for en korrupt konge og bliver hvirvlet ind i et trekantsdrama med Robin Hood og jomfru Marion.

Når indspilningen begynder næste år, er det fjerde gang, Scott og Crowe arbejder sammen.

Sidste sommer indspillede de det romantiske drama 'A Good Year' og inden længe er der premiere på deres næste film 'American Gangster', hvor Crowe spiller sammen med Denzel Washington, Cuba Gooding Jr. og Josh Brolin.

Bag 'Nottingham'-projektet står Hollywood-studiet Universal Pictures.