Det giver nok ikke så meget respekt blandt hjemmedrengene at stille op i Melodi Grand Prix, erkender Pharfar.

Han er bedst kendt for dansksproget Reggae og Dancehall-musik med tunge beats og hurtige rim. Men nu stiller Pharfar op i det danske Melodi Grand Prix. Og det giver nok ikke vildt meget respekt i musikerens vante miljø, erkender han.

- Jeg tror ikke, at det er så slemt, som det kunne være, men det er nok ikke det, der giver flest høje fem, siger Pharfar, som måske er bedst kendt fra Bik Stok Røgsystem og for sit samarbejde med Natasja.

Men scenen har ændret sig de seneste år, og man er måske mere åben for nye muligheder for musikken. Som for eksempel at bevæge sig ind på mainstream popmusikkens absolutte hjemmebane i Melodi Grand Prix.

- Det har ændret sig de seneste år, men for fem-ti år siden havde det været helt utænkeligt, siger Pharfar.

Han meldte sig ikke selv under fanerne til grandprixet, men blev altså headhuntet og tilbudt et wildcard til musikkonkurrencen, som han takkede ja til.

- Vi har fået mulighed for at være en del af det her og samtidig prøve at skille os lidt ud, siger han.

Og ambitionerne fejler ikke noget.

- Vi skal jo ikke diskvalificere os selv fra starten af ved stikke helt ud, men vi vil prøve at komme med noget lidt alternativt, siger han.

Han har sammen sit producerteam Donkey Sound skrevet sangen Hvad Hjertet Lever Af, som fremføres af sangerinden Stine Kinck, som heller ikke helt ukendt i danske musikkredse.

Blandt andet flankerede hun som 18-årig Al Agami i bandet Los Umbrellos, som hittede stort med sangen No Tengo Dinero i 1990'erne.

Det danske Melodi Grand Prix bliver vist på DR den 26. februar.

/ritzau/