Harry Potters mor, forfatteren J. K. Rowling, arbejder lige nu på en encyklopædi om den unge troldmands verden. Bogens royalties skal doneres til velgørenhed.

Snart kan man læse en hel encyklopædi om Harry Potters magiske verden.

Det skriver Harry Potters mor, forfatter J. K. Rowling, på sin hjemmeside, hvor hun tilføjer, at bogens »royalties« skal doneres til velgørenhed.

Der har længe været rygter om en encyklopædi, der beskriver Harry Potters univers, skriver Reuters. For fire år siden trak Rowling en uafhængig amerikansk forlægger i retten for netop af at stoppe planerne om en referencebog, der ville beskrive den unge troldmands verden. Rowling mente, at den ville være et brud på hendes ophavsrettigheder.

Men nu er Rowling måske selv blevet inspireret af ideen, for på sin hjemmeside skriver hun:

- I lang tid har jeg lovet en encyklopædi om Harrys verden, og jeg er startet på arbejdet nu. Noget af det danner grundlag for det nye indhold i Pottermore.

Pottermore er en hjemmeside, der gør det muligt for brugerne selv at styre rundt i Harry Potter-historierne og opdage nyt indhold, som ikke er i de originale bøger.

J. K. Rowling har desuden store ambitioner med sin Harry Potter encyklopædi.

- Det er muligt, at det bliver et tidskrævende job, men når jeg er færdig, vil jeg donere alle »royalties« til velgørenhed, skriver hun.

De syv Harry Potter-bøger har solgt mere end 400 millioner udgaver verden over og har resulteret i otte film. Tidligere på måneden annoncerede J. K. Rowling titlen på hendes første voksenbog »The Casual Vacancy«, der kommer i handelen 27. september.