Skænderier og styrtdykkende seertal truer den populære TV-serie

Hvis du er afhængig af TV-serien 'Desperate Husmødre', så må du hellere nyde det nu. Der er nemlig ingen garanti for, hvor længe festen på Wisteria Lane fortsætter.

Ikke alene skændes seriens stjerner Eva Longoria og Teri Hatcher nemlig så det brager. Nu flygter de amerikanske seere også til nye og mere opfindsomme serier som 'Studio 60' med Matthew Perry (fra 'Venner') og 'Jericho' med Skeet Ulrich.

Og efter præmieren på tredie sæson i søndags måtte selskabet ABC sluge en stor bitter pille: Ikke færre end fem mio. seere var nemlig forsvundet i forhold til sidste år. Og med stærkt stigende stjernelønninger (over ti mio. kr. per episode) og eksploderende produktionsomkostninger er de to sidste sæsoners uhørte profit for ABC nu truet.

Da 'Desperate Husmødre' debuterede på amerikansk TV i 2004, kunne hverken seere eller anmeldere få nok. Sidste år hoppede anmelderne så fra og kaldte serien 'pjattet' og 'mislykket'. Og nu er det så seerenes og sponsorernes tur til at stikke af.

Longoria vil forlade serien
For selvom 23 mio. stadig fulgte med i søndags, så er det nedgangen fra over 28 mio., som reklame-sponsorerne vil bide mærke i.

Det er dem, der som bekendt har magten i kommercielt amerikansk TV. Reklamefolkene vil sammenligne de skyhøje priser, de betaler for at være med på husmor-vognen, med de langt lavere satser fra nye TV-serier. Og 'Desperate Husmødre' er dermed truet på livet.

En trussel, der ikke bliver mindre af de interne forhold på sættet i Los Angeles.

Seriens mest populære skuespiller Eva Longoria har allerede luftet sine planer om at forlade TV til fordel for det mere indbringende filmarbejde. Dét har efter sigende gjort hendes ældre kollega Teri Hatcher rygende rasende. Og de to skuespillerinder, der i forvejen ikke var hinandens bedste venner, kan nu knap holde synet af hinanden ud.

hoeg@bt.dk