Årets sangerinde, Årets danske hit og Årets danske album. Natasja blev den helt store vinder med tre priser ud af tre mulige ved Zulu Awards.

Den danske reggae-stjerne, Natasja, der omkom i en bilulykke sidste år blev i den grad hyldet ved Zulu Awards 2008. I Forum udløste det en øredøvende jubel, da Natasjas navn blev råbt op som vinder i kategorierne Årets danske sangerinde, Årets danske hit og Årets danske album.

Sangerinden Miss Mukupa, Pharfar fra Bikstok Røgsystem og Natasjas mor, Kirstine Saad, modtog alle tre sølvgrå Zulu-krigere på vegne af Natasja og det var en stolt, men trist mor, der stod på scenen.

- Jeg er bare glad på Natasjas vegne, og der var en rigtig god stemning i salen, sagde Kirstine Saad, som var ekstra glad for, at priserne var et resultat af danskernes stemmer via Zulus hjemmeside.

Men sorgen over Natasjas død sidder stadig i Kirstine.

- Det stikker lidt, men jeg har sorg i mig hele tiden. Jeg synes, hun fortjener det, men jeg er jo også hendes mor.