Hun er stædigheden selv. Lige nu har det givet skuespilleren Susan A. Olsen, 40, sin første store TV-hovedrolle i DRs nye søndagsdrama »Ørnen« som den gæve enlige mor og superdygtige polititekniker Ditte Hansen.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>A'et står for Annabella, og privat er hun et stort familiemenneske, der bor med sin mand Per og døtrene Emma på 11 år og Freya på ni år i Hvidovre.»Jeg VILLE bare have den rolle. Jeg tror aldrig, jeg har arbejdet så meget og grundigt på en casting. Jeg hyrede endda en instruktør. Bagefter gik jeg og ventede på svaret i en måned, der føltes som en evighed.
Når jeg sagde til mine to skønne unger: »HVIS jeg får den rolle«, så sagde de hele tiden: »NÅR du får den rolle«. Jeg var ved at besvime af glæde, da jeg fik at vide, at jeg havde fået den.
Børnene sagde bare: Hvad sagde vi!!!!« fortæller Susan A. Olsen, der straks holdt sit løfte om at give en tur i Tivoli til hele familien.
En gave
Og Susan A. Olsen er ikke blevet skuffet, efter at hun har prøvet kræfter med rollen som polititeknikeren Ditte Hansen. »Det er en gave. Det er som at have en frakke på, der sidder rigtig godt,« forklarer Susan, der er glad for at spille en kvinde med begge ben solidt plantet i virkeligheden.
»Ditte har masser af power. Hun har en ballast i livet, fordi hun ikke er helt ung. Hun er dygtig til sit job, samtidig med at hun lever et hektisk, moderne familieliv, hvor alt skal gå op i en højere enhed med eksmanden, børnene og lusene, og hvad der ellers måtte være. Jeg kan godt lide, at Ditte er en meget rummelig person, der tager skideballerne med oprejst pande uden at tage det personligt.
En fordel i livet
Hun er ikke konfliktsky og redder gerne andres røv. Det er en stor fordel her i livet. Hvis det bliver for meget, siger hun også fra. Hun er godt skåret for tungebåndet, men også ret kikset, når hun tror, hun kan underholde de andre med børnenes anekdoter,« fortæller Susan A. Olsen.
I »Ørnen« er Dittes lidt komiske ægtemand, spillet af Henrik Lykkegaard, et evigt problem, der har det med at tage æren for hendes arbejde og være øretæveindbydende.
»Jeg tror, at det tager noget tid efter en skilsmisse, inden man er kommet frem til at tilgive hinanden. Her har de voksne valget mellem at gøre det på den gode måde og sluge en masse kameler, eller åben krig, som er et dårligt valg for alle parter.
Jeg gætter på, at Ditte er sådan én, der æder mange kameler for at få det hele til at fungere. Uanset hvad der sker, så er han far til hendes børn. Det må jo have bygget på en stor kærlighed,« siger Susan A. Olsen
Siden hun i 7. klasse var med i en musical på skolen i Frederiksværk, har hun drømt om at blive skuespiller. Og kun med en stor portion stædighed er det lykkedes.
Sindssyg stædig
»Det var en krig. Jeg søgte i fem år på alle skoler og nåede længere hver gang. Derfor kæmpede jeg videre. Heldigvis var jeg sindssyg stædig. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle være. Til sidst blev det en vane for mig at gå til optagelsesprøve.
Da jeg havde indstillet mig på, at nu var det sidste gang, og at jeg nok skulle fortsætte som pædagogmedhjælper - og så kom jeg ind på Aarhus Teaterskole.« Det var også her, hun mødte sin mand, Per Olsen, der er lysmester.
Gammeldags
»Vi er rigtig gammeldags, og jeg tror, vi supplerer hinanden meget godt. Jeg er igangsætter-typen, der siger: »Kom så«, »Skal vi ikke...« Jeg har altid haft krudt i røven. Han har været den med fast arbejde, fordi mine indtægter kan være så svingende.
I en periode på tre år lå min karriere helt død. Enten passede jeg ikke til rollerne, eller også troede de alle sammen, at jeg var gravid,« siger Susan A. Olsen, der som skuespiller må leve med, at arbejde er noget, der kommer i stimer.
»Nogle gange er det ikke til at holde ud. Det er dybt frustrerende. Man kan gå og have et kæmpe hul på ni måneder, hvor man ikke har et job - og pludselig ringer telefonen, måske i 11. time før et jobtilbud, hvis man er heldig.«
Men lige nu har Susan faktisk rimelig fast arbejde med rollen som politi-teknikeren Ditte og er på fast kontrakt med Danmarks Radio frem til årsskiftet 2006.
»Alle spørger mig, hvad det betyder, men det ved jeg sgu ikke.
Jeg går rigtig glad på arbejde og er lykkelig for chancen. Men jeg kan jo blive glemt for evigt, når jeg er færdig med »Ørnen«,« siger Susan A. Olsen. ke@bt.dk
