Efter tre gode familiefilm, hvor der er noget at hente for alle aldre, er det vist tid til, at talenterne Wikke & Rasmussen bruger deres energi på en helt anden slags film
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I Wikke & Rasmussens nye familiefilm raffinerer de to spasmagere deres skæve og glade univers helt ud i ekstremerne. Det er flot, og der sker fantastiske ting rundt om rigtig mange hjørner. Men det er alligevel relevant at stille spørgsmålet, om ikke instruktørerne bør give sig i kast med noget helt andet næste gang?Kalle (Janus Dissing Rathke) får hver dag hjælp af sin spillemaskine Smartyboy, der er meget klogere end en Gameboy, en PS2 og en iPod tilsammen. Gladest er han dog alligevel for sin far (Anders W. Berthelsen) og sin mor (Anne-Grethe Bjarup Riis) og sin nye lillesøster der hedder - Lille. I Wikke og Rasmussens univers er det helt normalt, at medlemmerne af en kernefamilie hedder Palle, Kalle, Trille og Lille!
Sange og syrlige optrin
Problemet er bare, at Lille er født med to hudlapper på ryggen. Kalle mener, det er vinger, men læger og sagsbehandlere er ved at falde over hinandens fødder for at foreslå at operere dem væk.
Mange sange og syrlige optrin senere redder Kalle og Smartyboy dog ærterne, så sejren kan synges hjem. Undervejs er der fuld respekt til Wikke & Rasmussen for deres ekstreme og originale vision om optimal glæde og lykke og deres samfundssatire på vejen. Teknisk og stilmæssigt har de to herrer poleret deres stil helt op til højglans med teknisk brasso. Men der er alligevel flere grunde til, at 'Der var engang en dreng' ikke helt lever op til 'Flyvende farmor'.
Først og fremmest bliver det lange midterstykke i filmen, hvor Kalle får hjælp af en meget klodset mekaniker Alf (Nicolas Bro), en meget lang udflugt væk fra historien. Alt, hvad Alf rører ved, går i stykker, men det er ikke så morsomt som det er tænkt, når det sker igen og igen.
Og så er der Baby Bent (Peter Frödin i vammel make-up). Han spiller en tyk lille legetøjsmager, der balancerer på en meget fin kant mellem crazy og creepy og desværre mest er det sidste.
Efter filmen lurer også spørgsmålet om, hvorvidt sangene er så stærke, som de plejer? En sang om pandekager sætter sig fast med rim lækre som sukker og syltetøj ud af ørerne, men det er også den eneste.
Efter tre gode familiefilm ('Hannibal og Jerry' og 'Flyvende farmor' er de to andre), hvor der er noget at hente for alle aldre, er det vist tid til, at de to utæmmelige og temmelig tossede talenter bruger deres energi på en helt anden slags film.
Inden smilet stivner - som det gør på Baby Bent.
