»Jeg vil ikke arbejde for en eks-nazi - jeg vil hellere øve mig i negermusik«.
Sådan siger en helt ung tysker i 1954. Landet er under genopbygning efter Anden Verdenskrig, men fortidens skygger er stadig lange.
Vi får fortalt både den lille og den store historie i »Miraklet i Bern«. Matthias er 11 år og vild med fodbold. Han, hans to søskende og deres mor har klaret tiden efter krigen uden far. Da faderen kommer psykisk ødelagt tilbage fra Rusland bliver hverdagen i den lille by uden for Essen dog mere streng.
Balanceakt
Ud og ind mellem historien om Matthias dribler instruktøren historien om det tyske landshold frem ad banen. Resultatet er en faretruende balanceakt mellem socialrealisme og tysk Morten Korch. Rammehistorien med Matthias ender med at irritere en del, fordi hans tilstedeværelse i Bern gøres til en nødvendighed for holdets VM-sejr. Ridende på en forbløffende utysk feel good bølge tilgiver man dog det lille fejltrin.
Jeg elsker fodboldfilm, og Guderne skal vide, at der findes mange mislykkede af slagsen. Sådan er »Miraklet i Bern« heldigvis slet ikke. Filmmagerne er kloge nok til at gemme fodboldscenerne til finalekampen med Fritz Walther og Uwe Rahn, så vi ikke bliver trætte af gentagelser.
Filmen er i det hele taget rar, morsom og velgørende enkel hele vejen i gennem. Feel good-momenterne er helt på højde med amerikansk film, når det er bedst. Omsider giver tyskerne igen sig selv lov til at være stolte af deres land på film. 59 år efter afslutningen på Anden Verdenskrig er det vel også på tide.
