TV: Det virkeligt bevægende ved »Tammie og drengene« var de psykisk syge børns imponerende klarsyn og selvforståelse
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Synerne stirrer på ham, med knive og pistoler. »Det er faktisk ret uhyggeligt,« forklarede Christian os. Og man tror det gerne. Men det er faktisk lige så uhyggeligt, at vi nu er kommet så langt ud i jagten på de skæve skæbner, at vi i aftes sad som passive observatører i en ny og særpræget TV-sport: Jagten på den rigtige diagnose til Christian, Jonas og Tammie - de tre mere eller mindre sindssyge børn i dokumentar-serien »Tammie og drengene«.Tiderne er skiftet
Adfærdsvanskelige er et mildt ord, når det gælder disse tre plagede børn, som er af den slags, der hed »vanartede«, da jeg var barn, og som man fik at vide det var uhøfligt at stirre på i toget. Men tiderne er sandelig skiftet. Nu inviteres hele den danske TV-befolkning indenfor på en børnepsykiatrisk afdeling for at glo på børnene i deres martrede hverdag og overvære deres forsøg på at komme overens med deres egne dæmoner - og behandlerne.
At de stakkels hårdt plagede forældre til disse vanskelige børn har behov for at forklare sig og vinde sympati - det er måske forståeligt. Men behandlerne? Hvad er deres undskyldning for at slippe et TV-hold ind? Jeg tør vædde på, at de vil svare noget med at »give os alle en større forståelse for børns psykiske sygdomme«.
Adrrr! siger jeg bare til min nye observatør-rolle: Den at være ubehageligt tæt inde på livet af de forpinte unger og føle sig godt underholdt ved at overvære deres første dage på »børnetossen«.
Psykisk syge er nuttede. De får Oscars... altså når de spilles af Dustin Hoffman i »Rain Man« og Tom Hanks i »Forrest Gump«! Men det ser helt anderledes ud, når de rosenrøde Hollywood-filtre er væk, og vi oplever Tammie - lettere forfølgelsesvanvittig, smadder øretæveindbydende og med et sprog som Anja Andersens.
Imponerende klarsyn
Og Jonas - sær og muligvis autist, i hvert fald grænseoverskridende strid og stædig.
Og så er vi alligevel lige ved at grine - for det minder om Hella Joofs rædselsfulde sagsbehandler i »Den eneste ene«, da Jonas skal vælge, hvilket dyr han helst ville være. (En elefant!)
Det virkelig bevægende ved »Tammie og drengene« var det imponerende klarsyn og den selvforståelse, de psykisk syge børn fremviste. Med rørende selvindsigt fortalte Jonas om at have en hjerne, der gør noget andet end det, man selv vil.
Og til slut var der Christian. Bare 11 år, men så helbefaren i de voksnes ord-verden, fuld af diagnoser, at han - nærmest stolt - erklærede sig selv for skizofren.
Det var stærkt nok med en lille dreng, der roligt fortalte om »synerne«, som bliver mere og mere drabelige. Gammelklog og med en uforglemmelig selverkendelse fortalte Christian om sin største frygt: At blive udskrevet for tidligt og om at være »bange for ikke at åbne sig nok«. Jeg synes, Christian åbnede sig rigeligt. Faktisk mere end nok. Lad ham og Jonas og Tammie i fred! big@bt.dk
