Bedstefar sørøvermus snorksover i hver anden af sine scener, og man fristes til selv at gøre det samme i biografsædet.
Et forsøg på at modernisere »Cirkeline« med bandeord for børn og en stribe nye mus fra Tyrkiet er mislykket.På den ene side er »Verdens mindste superhelt« politisk korrekt på grænsen til det vandskurede med sin historie om forståelse på tværs af grænser.
På den anden side er løjerne forsøgt peppet op med børneslang, der virker lummert og fladpandet.
Som altid med »Cirkeline« er det indlysende, at filmen er rettet mod de mindste.
De dramatiske højdepunkter er en sulten kat og syv af bedstefars prutter (er det i øvrigt morsomt så mange gange?).
Men kun hvis de mindste skal lære udtryk som »spasser«, »åndssvage møgtøs«, »hjernedøde vandmelon«, »fandenfrysme« og »spasserpsykopat« bør de se »Cirkeline« anno 2004.
Det skal mine børn ikke.
Cirkeline har birolle
Animationsmæssigt ser Tyrkiet ud som Danmark, og de par gange, hvor et musicalnummer begynder, bliver det kvalt i fødslen. Selv små medievante børn af i dag risikerer at kede sig alvorligt.
»Cirkeline og verdens mindste superhelt« ligner ophørsudsalg hos Jannik Hastrup. I det mindste kan man spørge, om ikke det er et farvel til Cirkeline?
Den lille pige med det viltre hår og den røde sortprikkede kjole er reduceret til en birolle i sin egen film.
