Regningen efter fire dages vulkanaske i Europas luftrum er på milliarder af kroner for rejsebranchen. Det begynder at gøre rigtig ondt hos flyselskaberne.

Pengene fosser ud af rejsebranchen, mens asken fra den islandske vulkan fortsætter med at holde branchens livsnerve, flyene, på jorden.

Konsulentfirmaet Lewis PR vurderer, at omkostningerne for flyselskaber, hoteller og andre dele af branchen er løbet op i 1,5 milliarder dollar, over otte milliarder kroner, siden i torsdags, da problemerne opstod.

- Alene flyselskaberne står over for en kæmpe regning på grund af tabte indtægter og enorme udgifter til at skaffe overnatning og tage sig af strandede passagerer, siger Paul Charles fra Lewis PR.

Jo længere tid situationen fortsætter, jo værre bliver det for den europæiske økonomi, som kæmper for at komme ud af recession. Og jo værre bliver det for flyselskaberne, hvoraf mange i forvejen er skidt kørende.

Selskabet Brussels Airlines har allerede bedt den belgiske regering om hjælp for at overleve. Mange andre selskaber er også ved at være desperate efter hjælp.

Revisionsselskabet Deloitte påpeger, at flyselskaberne i fjor havde det historisk værste økonomiske år, og at en længere periode nu med tab for flyindustrien kan få meget alvorlige følger.

- Efter bankerne vil det blive forventet af os, at vi hjælper flyselskaberne, siger en EU-embedsmand til nyhedsbureauet AFP.

EU's trafikministre holder mandag en telekonference, og EU's spanske formandskab har allerede sagt, at intet EU-land har foreslået hjælp til selskaberne.

Men en embedsmand i EU-Kommissionen siger, at hjælp er mulig, og at Kommissionen "under særlige omstændigheder" vil se på situationen.

/ritzau/AFP