Grækenland bebuder at være klar med ny sparepakke om få dage, som landet til gengæld får nye lån fra EU ud af.

GRÆKENLAND: Den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, mener, at Grækenland vil undgå statsbankerot.

- Jeg tror ikke, at Grækenland vil opleve en statsbankerot, sagde finansministeren ifølge Reuters på et møde i Singapore med topledere fra erhvervslivet.

Grækenland står over for store reformer for at komme helskindet ud af sin krise, og landet er i forhandlinger med EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond (IMF) om at gennemføre voldsomme besparelser i bytte for den næste lånpakke fra EU, som skal holde landet fra at gå konkurs.

Finansministeren advarede derfor om, at græsk exit fra eurozonen ikke blot vil være til skade for eurozonen, men også for Grækenland selv.

- Vi kan ikke se, at der skulle være nogen som helst grund til at spekulere i, at Grækenland vil forlade euroen. Det vil være meget skadeligt for Grækenland og euroen, sagde han.

Grækenland forventes at fremlægge en ny sparepakke for sine långivere, EU og IMF, ved et EU-topmøde den 18.-19. oktober, hvor medlemslandene blandt andet vil diskutere Grækenlands fremtid. Den græske premierminister, Antonis Samaras, bekræftede søndag over for den græske avis, Kathimerini, at hans regering snart er parat med en ny pakke, selvom han for nylig udtalte, at den græske statskasse vil være tømt sidst i november, og at »det græske demokrati står over for dets måske største udfordring nogensinde og ikke kan tåle flere økonomiske stramninger«.

Forhandlingerne om den næste græske sparepakke er foreløbig trukket ud. Formanden for Eurogruppen og Luxembourgs finansminister, Jean-Claude Juncker, talte forleden ved et møde blandt eurolandenes økonomi- og finansministre i hårde toner til Grækenland.

- Vi understreger, at inden næste udbetaling (af lån, red.) skal Grækenland klart demonstrere sit stærke engagement i programmet. De 89 tiltag, som blev aftalt tilbage i marts, skal gennemføres senest 18. oktober, sagde Juncker til pressen efter mødet.