Demonstranter har onsdag angrebet den amerikanske ambassade i Tunis. Politi og militær forhindrede dog masserne i at trænge ind på ambassaden.

TUNESIEN: Tunesisk politi skød tåregas og gummikugler op i luften for at sprede en demonstration nær den amerikanske ambassade i hovedstaden Tunis onsdag aften. Det skriver Reuters.

Lige som i Egypten og Libyen skyldtes protesten den amerikanske kortfilm, der skildrer profeten Muhammed som en svindler, kvindebedårer og en galning.

Omkring 200 demonstranter, mange med langt skæg og iført kåber, kastede sten mod politiet, brændte amerikanske flag af og råbte slagord som »Obama, Obama, vi er her for islams triumf« og »Mohammed er skaberen over dem alle«.

Politiet jagede demonstranterne væk, mens tunesiske soldater bevogtede ambassaden. Der er ingen umiddelbare meldinger om tilskadekomne.

BNB