Bøsser og lesbiske skal ikke kunne adoptere hinandens biologiske børn, afgør slovenerne ved en folkeafstemning.

Det skal ikke være muligt for homoseksuelle i Slovenien at adoptere deres partners biologiske børn. Det har et flertal af slovenerne slået fast ved en folkeafstemning søndag, skriver Washington Post.

Landets tidligere centrum-venstre-regering vedtog i sommeren 2011 en ny familielov, der blandt andet gav bøsser og lesbiske lov til at adoptere hinandens børn - men den lov blev straks sat i bero efter pres fra den katolske kirke og konservative kræfter, som krævede en folkeafstemning om spørgsmålet. Det lykkedes dem i forening at indsamle de 42.000 underskrifter, der kræves for at sende en lov til afgørelse blandt indbyggerne i Balkanlandet, godt hjulpet på vej af landets romersk-katolske, serbisk-ortodokse og muslimske samfund.

- Ægteskab og børn er af yderste vigtighed for udviklingen af mennesker og samfundet. Derfor har vi alle en forpligtigelse til at beskytte værdierne forbundet med ægteskab og familien, hedder det blandt andet i oplægget til underskriftindsamlingen.

56,5 procent af vælgerne bakkede søndag op om den holdning og stemte nej til lovforslaget, De resterende 43,5 procent sagde ja.

Det var dog kun omkring hver fjerde af de stemmeberettigede borgere, der overhovedet dukkede op ved valgstederne, hvor de også skulle stemme om, hvorvidt registrerede partnerskaber skal have samme status som ægteskab i Balkanladet. Det skulle sikre homoseksuelle par bedre i spørgsmål om eksempelvis arveret, men også her blev det et nej. I spørgsmålet om adoption var det udelukkende på tale at lade homoseksuelle adoptere partnerens børn, mens der ikke har været udsigt til, at de skulle kunne adoptere børn fra en tredje parter.

Siden 2006 har slovenske bøsser og lesbiske haft mulighed for at indgå registreret partnerskab i Slovenien. I modsætning til nabolandene Serbien og Kroatien, hvor homoseksuelle ofte udsættes for verbal og fysisk vold, så er forholdene for par af samme køn dog bedre i Slovenien.