I Rusland bliver ønsket om frihed mødt med brutal undertrykkelse. Sådan lyder kritikken fra republikanernes præsidentkandidat, Mitt Romney, på sidste del af hans noget uheldige udlandsturné.

POLEN: Som afslutning på sin udlandsturné talte republikanernes præsidentkandidat, Mitt Romney, tirsdag på Warszawa-universitetet i den polske hovedstad. Her fik Rusland en ordentlig røffel med på vejen.

- Rusland, der engang tog lovende fremskridt mod et frit og åbent samfund, er nu vaklende, sagde Mitt Romney ifølge Reuters. Ordene faldt efter en lang ros til Polen for landets bestræbelser på at træde i karakter og opbygge en sund økonomi efter jerntæppets fald.

- Når vi forsøger at finde vejen ud af den økonomiske recession og finansielle krise, så er svaret: Se på Polen, lød budskabet fra Obama-udfordreren.

- Desværre er der dele af verden i dag, hvor ønsket om at være fri bliver mødt med brutal undertrykkelse, sagde Romney og opremsede derefter lande som Rusland og Hviderusland - samt det syriske regime og Venezuelas regeringsleder, Hugo Chavez.

Tidligere har Romney sagt, at Rusland er USAs største »geopolitiske fjende«.

Mitt Romney har med sin udlandstur til Storbritannien, Israel og Polen skulle vise, at han er i stand til at gebærde sig på den internationale scene ligesom præsident Barack Obama. Men det er ikke gået helt som forventet.

Først fik Romney de britiske aviser på nakken, da han i London kritiserede Storbritanniens OL-forberedelser ved at kalde dem foruroligende, og søndag løftede en del palæstinensere øjenbrynene, da han kaldte det en »dybt bevægende oplevelse at være i Jerusalem, Israels hovedstad.« Dermed anerkendte Romney tilsyneladende ikke, at palæstinenserne betragter Østjerusalem som deres hovedstad.

Alt i alt en udlandsturné, der ikke er lykkedes for Romney, mener USA-ekspert Mads Fuglede, som er lektor ved Københavns Universitet.

- Romney har foreløbigt dumpet sin udlandsturné. Det, man skal teste på sådan en tur som præsidentkandidat, er, om man dur i rollen som statsmand. Nok er han dygtig til at tale om, hvordan man får gang i amerikansk økonomi igen, men han er endnu ikke velegnet til at repræsentere USA ude i verden. Romney burde have spillet sine kort mere sikkert og have lyttet til sine udenrigspolitiske rådgivere, siger Mads Fuglede.