Forureningen i Beijing er nu så slem, at flere end 150 fly er blevet forsinket eller helt forhindret i at lette i dag.

Smogggen har lagt sig ekstra tungt over Beijing tirsdag, hvor sigtbarheden er helt ned til 200 meter flere steder i kæmpebyen. Og den tykke forurening har tvunget luftfartsmyndighederne til at holde flere end 150 fly på jorden.

Den amerikanske ambassade bruger sit eget system til at måle forureningen i Beijing, men dette har givet fortabt, idet koncentrationen af farlige partikler nu er blevet så stor, at den ifølge nyhedsbureauet AFP ikke kan måles. Systemet vurderer alt over indeks 150 som usundt. Over 200 er meget usundt, mens 300 vurderes som farligt. Tirsdag var forureningen så slem, at den sprang skalaen, der stopper ved indeks 500.

De kinesiske myndigheder giver dog ikke meget for de amerikanske tal. En talsmand for Beijing Environmental Bureau beskriver luften i den kinesiske hovedstad som »god«, hvilket har fået kinesiske og internationale miljøorganisationer op i det røde felt.