Det danske par Emilie Jørgensen og Andreas Rasch, der mandag morgen mirakuløst overlevede et flystyrt i Nepal er nu ankommet til et hospital i Nepals hovedstad Kathmandu. Emilie har måske brud på hoften.

Overflytningen fra Pokhara til Kathmandu var et langt og sejt træk med bjergkørsel, der tog omkring otte timer.

Det tragiske uheld, der kostede 15 mennesker livet, har sat sine tydelige spor hos det danske par, der nu er under behandling på hospitalet.

- Jeg har stadig noget med benet. Nok en blodforsamling. Emilie har muligvis tre brud på hoften, siger Andreas Rasch til eb.dk her til morgen.

Hans højre ben er skrammet men uden brud. Og i ansigtet har han blåt øje og nogle skrammer.

Hjemme i Danmark sidder Emilies forældre og afventer det nyeste fra deres datter og hendes kæreste i Nepal.

- Lige nu ved vi ikke så meget nyt. Vi afventer svar fra Nepal. Men vi har hørt et eller andet om revner i Emilies hofte. Det er det eneste vi ved lige nu, siger Annabeth Jørgensen til bt.dk.

Hun er meget berørt over situationen.

- Vi har det skidt, men det er nok en meget menneskelig reaktion i sådan et tilfælde, siger Annabeth Jørgensen