En mandlig kabineansat fra Virgin Blu er blevet fyret, efter han løftede en 17-måneder gammel dreng op og lagde babyen i en hattehylde.

Det skriver den australske avis Herald Sun.

Natalie Williamson hævder, at hun sammen med sin mand og deres 17-måneder gamle søn, Riley, var ombord på et Virgin Blu fly fra Fiji mod Sidney, da en steward lagde hendes søn i hattehylden.

Flyselskabet Virgin indrømmer, at hændelsen fandt sted og uddyber episoden med, at faren til den lille dreng legede ’titte-bøh’ med sin søn, og den mandlige kabineansatte valgte at lege med og tage hattehylden i brug. Men at barnet kun lå i den lukkede hattehylden i kort tid.

- Vi har foretaget en grundig undersøgelse af hændelsen og den ansatte, der er involveret, er efterfølgende blevet fyret, lyder det fra en talskvinde fra Virgin.

Som kompensation har flyselskabet tilbudt familien tre gratis flybilletter, men moderen fortæller til avisen, at hun er alt for rystet til at indløse dem.

- Vi vil aldrig mere flyve med Virgin Blue, siger hun til Herald Sun og fortæller, at hendes mand var i chok efter episoden, og hun selv græd i flere dage.

Hun fortæller desuden, at sønnen lå i den mørke hattehylde i ti sekunder, og at han i dag, 20 måneder gammel, stadig har traumer fra episoden. De har derfor set flere specialister.

- Han vil ikke være alene i et rum. Han sover hos mig. Og hvis jeg ikke er i nærheden, så skriger han og råber ’Mor, mor, mor’, sagde hun til avisen.

Ifølge flyselskabet tager de hændelsen meget alvorligt og fortæller, at de derfor valgte at fyre den mandlige ansatte.

- Sikkerheden for vores gæster er vores højeste prioritet, og vi ikke tolerere overtrædelser af nogen art, siger talskvinden fra selskabet.

Moren til den lille dreng fortæller desuden, at det var flyets ledende stewardesse, der selv opfordrede hende til at klage over episoden.