Donald Trumps største modstandere tilhører hans eget parti, og de vil gøre alt for at stoppe ham

Først efter det republikanske konvent i Cleveland 18. juli kan Donald Trump blive partiets officielle præsidentkandidat. Men der er mange i kandidatens eget parti, der stadig vil gøre hvad som helst for at stoppe det.

»Det her er bogstaveligt talt et spørgsmål om alt andet end Donald Trump,« siger Kendal Unruh, der ironisk nok er én af de delegerede, der på forhånd er inviteret fra staten Colorado for at stemme på ... ingen ringere end Donald Trump.

Problemet for Unruh er, at Donald Trumps rabiate og ofte direkte racistiske udtalelser har gjort det umuligt for ham med god samvittighed at stemme på den kontroversielle ejendomsmilliardær og realitystjerne.

Og Kendal Unruh er bestemt ikke alene.

Præsident Bush boykotter

Således har republikanske stjerner som Mitt Romney, George W. Bush og hans far George H. Bush allerede meddelt, at de helt uhørt vil boykotte det traditionsrige konvent, der under normale omstændigheder skal fejre det republikanske sammenhold og bane vejen for sejr til præsidentvalget i november.

Eks-præsidenterne George W. og George H. Bush og den forhenværende præsidentkandidat Mitt Romney er blandt de mange top-republikanere, der boykotter Donald Trump. Foto: Reuters
Eks-præsidenterne George W. og George H. Bush og den forhenværende præsidentkandidat Mitt Romney er blandt de mange top-republikanere, der boykotter Donald Trump. Foto: Reuters
Vis mere

Og der burde ikke herske tvivl om, at Donald Trump har sejret.

Med ikke færre end 1542 delegerede-stemmer efter det sidste primærvalg i Californien er Trump således langt over de påkrævede 1.237 stemmer, der skal til for at sikre sig sejr som partiets 2016-præsidentkandidat.

Men der skal mere til.

Eks-præsidenterne George W. og George H. Bush og den forhenværende præsidentkandidat Mitt Romney er blandt de mange top-republikanere, der boykotter Donald Trump. Foto: Reuters
Eks-præsidenterne George W. og George H. Bush og den forhenværende præsidentkandidat Mitt Romney er blandt de mange top-republikanere, der boykotter Donald Trump. Foto: Reuters
Vis mere

Kup indefra

Selvom over 14 millioner amerikanere har stemt på Donald Trump (flere end nogen anden kandidat, nogensinde har fået i et republikansk primærvalg), så er det republikanske parti, ligesom sit demokratiske modstykke, en privat organisation, der kan bestemme deres egne regler.

Og det er her, den republikanske delegerede Kendal Unruh igen kommer ind i billedet.

Den republikanske delegerede fra Colorado er nemlig ét af de i alt 112 medlemmer af den såkaldte republikanske ’regel-komité’.

Og de har en plan - en plan som Donald Trump kalder ’rent mytteri’.

Hvis Kendal Unruh og de andre republikanske Trump-hadere således kan overtale blot en tredjedel af komitéens 112 medlemmer til at fristille Trumps 1.542 delegerede, så skal afstemningen gå videre til de 2.472 delegerede, der alle kan stemme i Cleveland,

Og så er fanden løs.

Ikke alene kan de kandidater, som Donald Trump allerede har besejret i primærvalget, Ted Cruz, Marco Rubio og sågar Ben Carson igen blive taget i betragtning, den republikanske spidskandidat fra 2012, Mitt Romney kan også komme på tale. Og intet vil længere være sikkert for den ellers så selvsikre Donald Trump.

Og derfor er Trump også allerede ’på’ sagen.

Således har ikke færre end 150 Trump-rådgivere og frivillige allerede taget kontakt til de republikanske delegerede, der måtte være utilfredse med deres snart officielle kandidat.