Kinesere gik lørdag på gaden i flere byer, hvor de opfordrede til boykot mod franske varer og krævede Tibet bevaret som en del af Kina.

Frankrig og fortalere for et frit Tibet fik i dag læst og påskrevet af demonstranter i flere kinesiske byer.

Kinesisk stats-tv viste billeder af en stor menneskemængde, som marcherede gennem Wuhan med skilte, hvis budskaber lød: "Bekæmp et uafhængigt Tibet, støt De Olympiske Lege!" og "Boykot franske varer".

Nyhedsbureauet Xinhua rapporterer om lignende protester i byer som Hefei, Qingdao og Kumning, hvor folk tog opstilling foran den franske supermarkedskæde Carrefour i protest mod, at OL-faklens tur gennem Paris forleden blev stoppet af protibetanske demonstranter.

I hovedstaden Beijing mødte en mindre gruppe demonstranter op foran den franske ambassade, hvor de opfordrede franskmændene til at blande sig uden om.

Frankrigs ambassadør i Kina, Herve Ladsous, siger til den statskontrollerede avis China Daily, at han dybt beklager balladen under fakkelløbet i Paris.

/ritzau/Reuters