Kina beder USA til at blande sig uden om Kinas valutapolitik, efter at Obama har opfordret kineserne til at se på sine valutakurser.

USA bør ikke gøre den kinesiske møntenhed yuan'en til et politisk spørgsmål, siger en talsmand centralbanken i Beijing på et tidspunkt, hvor der er alvorlig bekymring for et politisk sammenstød mellem USA og Kina omkring valutapolitik.

Udtalelserne fra Su Ning, der er med i ledelsen af Kinas Folkebank, er en direkte reaktion på præsident Barack Obamas opfordring til Kina om at gå "i en mere markedsorienteret retning med dets valutakurser".

Su siger, at Kina altid forsøger at undgå at politisere vekselkursen for yuan'en.

- Vi mener ikke, at et land bør bede et andet land om hjælp til at løse dets egne problemer, hedder det i erklæringen.

Den sjældne kritik af Kinas valutapolitik fra Obama kommer på et tidspunkt, hvor hans administration står over for at skulle tage stilling til, om USA vil kalde Kina en "valuta-manipulator" i en ny offentlig finansrapport, som skal offentliggøres i midten af april.

Rapporten kan komme til at indvarsle en periode, hvor USA anlægger en anderledes hård kurs over for Kina, efter at deres samhandel længe har skabt skævheder.

- Risikoen for et sammenstød har aldrig været større, fastslår Stephen Green, som er Kina-økonom for Standard Charter.

- I USA har debatten bevæget sig fra "er der et yuan-problem" til, "hvordan løser vi dette problem".

Både Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond (IMF), har sagt, at det vil gavne Kinas egen indenlandske efterspørgsel og rette op på international ubalance, hvis Beijing gør yuan'en stærkere.

/ritzau/Reuters