Islands statsminister betegner de næste par dage som knald eller fald for folkeafstemningen om den såkaldte Icesave-lov på lørdag. Alt tyder på et nej.

Islands anstrengelser for at nå en ny aftale om vilkårene for tilbagebetaling af et lån på omkring 30 milliarder danske kroner til Storbritannien og Holland befinder sig i en kritisk fase, siger Islands statsminister, Jóhanna Sigurdardóttir.

Striden står om den såkaldte Icesave-lov, som blev forhandlet på plads i efteråret 2009 og vedtaget kort før nytår af Altinget, men tilbagevist af Islands præsident, Ólafur Ragnar Grímsson, 5. januar.

En afvisning af Icesave-loven kan gøre det meget vanskeligt for Island at få genopbygget landets økonomi, efter at mere end 85 procent af landets banksektor kollapsede i efteråret 2008. Også vejen til EU kan blive særdeles vanskelig.

- I dag eller i morgen er knald eller fald. Men vi er nødt til at håbe på et resultat, indtil alle muligheder er udtømte, sagde statsminister Jóhanna Sigurdardóttir til journalister efter et regeringsmøde tirsdag.

Alle meningsmålinger tyder på, at næsten tre fjerdele af Islands befolkning vil afvise den aftale, som regeringen har truffet med Storbritannien og Holland om at tilbagebetale det beløb, som er blevet udbetalt i indskydergaranti til britiske og hollandske kunder i den islandskejede netbank, Icesave.

- Der var et møde tirsdag morgen med nogle få repræsentanter fra Storbritannien og Holland, sagde det islandske finansministeriums talsmand, Elias Gudjónsson. Han tilføjede, at der var planlagt flere møder.

Storbritannien og Holland har efter intense forhandlinger i London givet Island lempeligere vilkår for tilbagebetaling, men drøftelserne brød sammen i sidste uge, da de islandske forhandlere ønskede en endnu bedre aftale.

/ritzau/Reuters