Et fireetagers højt hotel kollapsede sent søndag aften i en forstad til Paris. Murbrokkerne landede ovenpå et nabohjem og dræbte tre mennesker. Flere er muligvis fanget i murbrokkerne.

Lidt efter klokken 23 styrtede et faldefærdigt hotel sammen i forstaden til den franske hovedstad Paris, Montreuil. Bygningen var så misligholdt, at den var blevet lukket af myndighederne.

Tre døde og otte blev efterfølgende hastet til hospitalet i ambulancer.

Det skriver den franske avis Le Figaro.

SE BILLEDERNE: Hotel kollapset i Paris

- Tre mennesker er døde, en kvinde og to børn, hvoraf det ene var et spædbarn, siger talsmanden fra byrådet Christian Lambert til nyhedsbureauet AFP.

Hotellet ramte et nabohus i et plan, der husede to familier, der stammer fra det Vestafrikanske land Mali.

Tidligt mandag morgen var 120 brandfolk fra ikke mindre end 20 forskellige brandstationer i gang med at finkæmme bunken af murbrokker efter det faldefærdige hotel, der var fire etager højt.

Man er nemlig bange for, at der kan gemme sig flere ofre.

- Det kan være flere personer, siger en talsmand fra brandvæsnet til Le Figaro.

Man ved endnu ikke, hvad der forårsagede ulykken, men de franske myndigheder undersøger sagen.

Flere huse i nabolaget blev evakueret efter ulykken af frygt for en gaslækage.

Hotelbygningen var under renovation, da den brast sammen.

Ud over de tre dræbte og otte sårede blev en politibil også ramt af flyvende murbrokker fra det faldefærdige hotel. Ingen kom dog til skade i politibilen, der var på vej til et indbrud.