Myndighederne i Finland har beordret fuld evakuering af alle indbyggere i byen Vihtavuori i det centrale Finland, da der er risiko for eksplosion efter en brand i en krudtfabrik. Fabrikken producerer bl.a. sprængstoffer.

Det skriver den finske avis Hufvudstadsbladet.

Der er brand i en affaldscontainer ved krudtfabrikken, og det frygtes, at containeren indeholder kemikalier, der kan forårsage en eksplosion. Flere finske medier skriver, at der stiger røg med kemiske stoffer op fra fabrikkens område.

Tirsdag aften opdagede arbejdere på fabrikken røg fra en beholder, der anvendes til opbevaring af affald fra fremstilling af sprængstoffer.

Fabrikken drives af selskabet Forcit. Ifølge selskabet er der 40 tons sprængstoffer i affaldscontaineren, skriver Hufvudstadsbladet. På hele fabrikken er der 150 ton sprængstoffer.

Flere tusinder indbyggere er blevet evakueret i et område på 1,5 km fra fabrikken. Der er oprettet et evakueringscenter på en lokal skole i byen, hvor ambulancer holder parat, hvis der skulle ske en eksplosion.

Militære eksperter er lige nu på plads ved fabrikken med fjernstyrede robotter og forsøger at slukke branden.

Tilbage i 2002 omkom en mandlig ansat ved en eksplosion på krudtfabrikken.

Politiet har oprettet et evakueringscenter på en lokal skole i byen, hvor ambulancer holder parat.
Politiet har oprettet et evakueringscenter på en lokal skole i byen, hvor ambulancer holder parat. Foto: Janne Nousiainen
Vis mere