Meget stort flertal af menige amerikanere siger, der stadig er recession.

Mens børserne i USA fester, og den amerikanske centralbankchef siger, at recessionen formentlig er ovre, så har de almindelige amerikanere et helt anderledes syn på sagen: USA er i dyb krise.

Det er en Gallup-måling for CNN, der viser, at 86 procent af amerikanerne mener, at USA stadig befinder sig i en recession.

Kun 13 procent siger, at krisen er lettet.

Tidligere på ugen sagde centralbankchef Ben Bernanke, at recessionen formentlig er slut.

Det er i teknisk forstand formentlig rigtigt. Recession defineres som negativ vækst i mindst to kvartaler i træk, og lige så snart et kvartal svinger i plus, så er recessionen overstået.

Sådan føles det bare ikke af mange almindelige borgere, der stadig må leve med, at arbejdspladser forsvinder i alarmerende hast, og at huspriserne fortsætter med at dykke.

/ritzau/