Superligaen venter rundt om hjørnet, og samtidig skal Randers FC torsdag aften spille Europa League-kvalifikation. Men truppen er fortsat ikke klar til den nye sæson.

For ifølge Randers FC's træner, Colin Todd, kan klubbens fans se frem til minimum to nye forstærkninger, inden sommerens transfervindue lukker.

»Vi skal helt sikkert have fat i to nye spillere - hvis ikke tre - fordi truppen skal forstærkes. Vi mangler en angriber og en midterforsvarer,« fortæller Colin Todd.

Klubbens ene angriber Nicolai-Brock Madsen luftede forleden sin drøm at skifte til tysk fodbold. Men angriberen, der skal hentes, skyldes ikke, at klubben forbereder sig på et salg af den blonde angriber.

»Jeg bekymrer mig ikke om de rygter. Nogle gange mister man spillere, og det er der ikke noget at gøre ved. Djiby (Fall red.) er skiftet, og det er ham, vi skal finde en erstatning for, så vi kan øge konkurrencen i angrebet,« siger Randers FC's træner.

Torsdag aften skal klubben spille europæisk fodbold mod svenske Elfsborg, og Colin Todd er sikker på, at holdet nok skal gøre det godt, selvom Kasper Fisker og Mads Agesen er skadet, mens Viktor Lundberg har karantæne.

»Det bliver en stor, men god udfordring for os. Vi skal møde et hold, der har været ofte i Europa, og som har en god historik mod danske hold. Men når det er sagt, spiller vi på hjemmebane, og derfor skal vi frem og skabe en masse chancer. Samtidig med vi sikrer os, at vi ikke bliver fanget på kontraangreb,« siger Colin Todd.