Hvis babyen ikke vil ammes, kan det skyldes en ganske simpel fejl i barnets tungebånd. Problemet bliver sjældent opdaget, selvom det let kan behandles.

Brystvorten er rød på spidsen, den er begyndt at sprække, og det gør hamrende ondt, når lille Karl skal suge. Han tager ikke nok på i vægt og slipper altid brystet grædende efter kort tid. Men han er alligevel ikke mæt, for allerede efter en times tid vil han ammes igen. Hver eneste gang han tager fat, er det smertefuldt.

Pines du sådan, når du ammer, er der ifølge forskere en risiko for, at lille Karl har problemer med sit tungebånd og derfor ikke kan suge ordentligt på din brystvorte. Det skriver Videnskab.dk.

- Mange kvinder har ammeproblemer, fordi deres børn er født med for korte tungebånd. Når tungebåndet er for kort, for uelastisk eller forkert fastgjort, kan det medføre, at barnet kommer til at klemme brystvortens spids eller at presse sammen med tungen, når det skal suge.

- Det har en negativ indvirkning på ammedynamikken, og der er stor risiko for, at barnet ikke tager nok på, fordi det ikke får tilstrækkelig næring, siger Dr. Donna Geddes fra University of Western Australia, der for nylig var i Danmark til et internationalt ammesymposium, til Videnskab.dk.

Som den første i verden har Dr. Donna Geddes brugt ultralydsteknologi til at undersøge babyers sugeteknik og det mælkeproducerende brysts anatomi. Tungens funktion spiller en langt større rolle for ammedynamikken, end man hidtil har troet, viser hendes undersøgelser.

Læs også hos Videnskab.dk: Amning kan betyde B12-underskud hos babyer

- Mælken flyder, når spædbarnet laver et vakuum bagerst i mundhulen, mens det suger. Hvis barnet ikke laver et vakuum, bliver moderens brystvorte presset sammen, og der kommer ikke nok mælk, forklarer Dr. Donna Geddes. Vellykket og smertefri amning afhænger altså blandt andet af, om der er et hulrum bagerst i lille Karls mund, når han suger på brystet.

Hvis han har et for kort eller ufleksibelt tungebånd, kan tungen komme til at ligge og fylde bagerst i mundhulen, og så bliver det hulrum, der opstår, mindre. Og jo mindre vakuum, jo mindre mælk. Ifølge Dr. Donna Geddes kan konsekvensen være, at lille Karl ikke vokser, som han skal.

Læs også hos Videnskab.dk: Kvinder med betændte brystvorter stopper amning for tidligt

Problemet kan løses ved et simpelt kirurgisk indgreb kaldet frenectomi, hvor lægen klipper barnets tungebånd, men det er der mange danske kvinder med ammebesvær, som ikke ved.

For selvom ammeforskere er enige om, at for korte tungebånd kan få alvorlige konsekvenser for barnets evne til at suge mælk, er det ikke alle danske jordmødre, sundhedsplejersker og sygeplejersker, der ved nok om problemet til at kunne oplyse om det, siger sygeplejerske Bente Dalsgaard fra Aalborg Universitetshospitals Obstetrisk afdeling, Barselsafsnittet.

- Kvinder med ammeproblemer føler nogle gange, at ingen hører efter, hvad de siger. Sundhedpersonalet bliver ved med at sige 'prøv, prøv, prøv'. Men ikke engang massiv ammehjælp kan løse problemet, hvis det skyldes, at barnet har et stramt tungebånd, siger Bente Dalsgaard.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Babyer er kvikkere, end vi tror

Babyer har bevidsthed som voksne

Babyer græder på modersmålet