De engelske fodboldklubber truer med boykot, hvis de ikke får del i de indtægter, som det engelske landshold henter hjem.



LONDON: David Beckham behøver ikke at bekymre sig om at kunne betale en solid børneopsparing til sine to drenge Brooklyn og nyfødte Romeo. Fodboldguden tjener omkring 1,1 mio. kr. om ugen for at spille i Manchester Uniteds trøje, og når han trækker i landsholdstrøjen, så får han del i den aftale på 40 mio. kr. som det engelske landshold forventes at forhandle på plads for et års tjeneste i Englands trøje.

Men Manchester United og de andre Premier Leauge klubber ser ikke en penny af de milliarder, som det nationale forbund (FA) tjener på Beckham og de andre stjerner.

FA får i de kommende fire år cirka 1,2 milliard kroner fra Carlsberg, McDonalds, Nationwide og Umbro (har dog aftale frem til 2010), og nu truer Chelseas formand Ken Bates med en massiv boykot af FA cup'en, fordi klubberne i disse kampe er pålagt at reklamere for forbundets sponsorer.

Fulhams formand formulerede forleden klubbernes holdning: »Det synes moralsk forkert at de nationale forbund simpelthen kan forlange brugen af spillere gratis og uden risiko, som de gør alene for egen vinding,« skrev Mohamed Al Fayed til FA og de seks andre nationale forbund, som Fulham har landsholdsspillere spillere hos.

Og klubberne kræver at få erstatning, hvis deres stjernespillere går i stykker under nationale optrædener. »Hvis forbundene kan betale for det, så ville det være godt. Hvis man tager en fyr som Ljungberg, og han kommer tilbage skadet i tre til fire måneder, hvor placerer det så os?

Vi får ingen kompensation. Kun det engelske FA har en kompensationsforsikring til at dække, hvis en spiller bliver skadet,« siger Arsenals manager Arsene Wenger om svenskeren, der blev skadet i fire måneder under VM.

Turbulensen fik i går FA til at bekræfte på deres hjemmeside, at aftalen om kompensation for engelske spilleres løn er gældende, og det kan i f.eks. Beckhams tilfælde blive en dyr affære, hvis han ødelægger et korsbånd.

Klubberne går primært efter at få en del af kagen hos FA, og de truer med nu med henblik på Englands kamp på Southamptons hjemmebane St. Mary's Stadion mod Makedonien den 16. oktober. En blokering af bandereklamer vil bringe FA i en penibel situation over for sponsorerne, og klubberne har lidt at spille med, da nationalarenaen Wembley er under ombygning.

Charlton med Claus Jensen i staben er en af de klubber, som har været hårdt ramt.

»Vi har to spillere, som aldrig har sparket til en bold efter at de har spillet for deres landshold, og vi har ikke fået nogen erstatning,« siger Charlton-boss Alan Curbishley, om tabet af sydafrikaneren Shaun Barlett og bulgareren Radostin Kishishev.

»Jeg er tilhænger af, at hvis forbundene vil have vores spillere, så må de betale.« Striden om hvem der ejer stjernerne, og hvem der skal tjene penge på dem er endnu ikke slut.