Blot 14 mænd har fuldført ekstremløbet Barkley Marathons i Tennessee i USA. 160 km og 17.000 højdemeter på klipper, i vand og tornekrat venter i et løb, hvor hovedet spiller lige så stor en rolle som benene.
Han var på flugt. Men ingen regnede med, at han kunne klare mere end et par timer i den barske Tennessee-natur med blodhunde i hælene og helikoptere i luften.
Der gik dog mere end to døgn, inden at Martin Luther King Jr.s morder James Earl Ray blev fundet overdækket med blade 13 kilometer fra fængslet Brushy Mountain State Penitentiary. Statsfængslet blev bygget i 1896 mellem uvejsomme bjerge. Ingen havde vovet flugten før den 10. juni i 1977.
Hjemme i stuerne undrede amerikanerne sig over, hvorfor den berygtede morder ikke var nået længere, men det var kun, fordi, de ikke kendte denne del af deres land. For klippeblokke, fossende vandløb, mudrede stigninger og mure af tornekrat omkranser Brushy Mountain State Penitentiary.
Også den unge Gary Cantrell fulgte flugten fra sit hjem. Og det er her, historien om ekstremløbet Barkley Marathons egentlig tager sin begyndelse:
»Hvordan kunne James Earl Ray kun tilbagelægge 13 km på de 54 timer, hvor han var en fri mand? Jeg kunne klare 100 miles,« meddelte Gary Cantrell kækt en ven.
Ud over måske at være det hårdeste løb i verden, er det også det mest særegne.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om det berygtede Barkley Marathon i Tennessee i USA - verdens hårdeste løb. Derfor gennemfører kun en brøkdel af deltagerne ...
Blot 14 mænd har fuldført ekstremløbet Barkley Marathons i Tennessee i USA. 160 km og 17.000 højdemeter på klipper, i vand og tornekrat venter i et løb, hvor hovedet spiller lige så stor en rolle som benene.
Han var på flugt. Men ingen regnede med, at han kunne klare mere end et par timer i den barske Tennessee-natur med blodhunde i hælene og helikoptere i luften.
Der gik dog mere end to døgn, inden at Martin Luther King Jr.s morder James Earl Ray blev fundet overdækket med blade 13 kilometer fra fængslet Brushy Mountain State Penitentiary. Statsfængslet blev bygget i 1896 mellem uvejsomme bjerge. Ingen havde vovet flugten før den 10. juni i 1977.
Hjemme i stuerne undrede amerikanerne sig over, hvorfor den berygtede morder ikke var nået længere, men det var kun, fordi, de ikke kendte denne del af deres land. For klippeblokke, fossende vandløb, mudrede stigninger og mure af tornekrat omkranser Brushy Mountain State Penitentiary.
Også den unge Gary Cantrell fulgte flugten fra sit hjem. Og det er her, historien om ekstremløbet Barkley Marathons egentlig tager sin begyndelse:
»Hvordan kunne James Earl Ray kun tilbagelægge 13 km på de 54 timer, hvor han var en fri mand? Jeg kunne klare 100 miles,« meddelte Gary Cantrell kækt en ven.
Gary Cantrell var en såkaldt ultraløber, der begav sig ud på trecifrede løbedistancer. Og fangeflugten plantede en idé i ham. I de følgende år testede han sammen med en flok ligesindede terrænet i Tennessees skove, men først i 1986 var det Barkley Marathons, som man kender det i dag, helt på plads med sine 100 miles (160 kilometer, red.) igennem Frozen Head State Parks barske terræn.
Trompetfanfare til tabere
Ud over måske at være det hårdeste løb i verden, er det også det mest særegne.
Når en deltager har fået nok, forlader han med bøjet hoved løbet til lyden af den samme trompetfanfare, som amerikansk militær bruger ved afsked med faldne soldater. Alt imens står en flok med Gary Cantrell i spidsen – som regel med en smøg i mundvigen – med et smørret smil på læben, men også i respekt for det, løberen har udsat sig selv for.
160 kilometer lyder i ultraløbernes verden ikke uoverkommeligt. Der arrangeres over hele verden løb på over 200 km. Men resultatlisten afslører også, at Barkley Marathons ikke er som de andre. I de 30 år, løbet er blevet afviklet, har kun 14 ud af omkring samlet 1.000 deltagere gennemført. Det svarer ikke engang til én procent. Løbet afvikles i perioden sidst i marts til begyndelsen af april.
Verdensrekorden for gennemførelsen af et 160 km løb er på ca. 12 timer. Rekordtiden for Barkley Marathons er 52 timer. Den blev sat af canadiske Brett Maune i 2012. Det er vel at mærke 52 timer med maksimalt et par timers søvn.
Fem omgange a 32 km skal deltagerne igennem på maksimalt 60 timer.
De 32 km er ikke afmærkede og foregår næsten kun opad og nedad, hvilket gør det meget vanskeligt at orientere sig. Løberne skal alt i alt igennem 17.000 højdemeter på ruten, hvilket svarer til at bestige Mount Everest to gange.
Før løbsstarten ligger der ét stort kort over ruten gennem Frozen Head State Park, som deltagerne kan forsøge at tegne ind på deres egne kort.
Men før de når dertil, skal deltagerne først tilmeldes, og det er ikke nemt. Barkley Marathons er generelt omgærdet af mystik, og det begynder allerede ved ansøgningsprocessen. Der er hemmelig. Der er ingen officiel tilmeldingsblanket. Så potentielle deltagere skal selv finde en måde at komme med. Lykkes det at få kontakt med Cantrell og co., er startnummeret så langtfra sikret. Maksimalt 40 deltagere kommer med.
Én dansk deltager
Er man én af de heldige, koster det den beskedne sum af 1.60 dollar at deltage. Derudover skal deltagerne også medbringe en gave, der afhænger af, hvad Gary Cantrell mangler det år. Engang skulle alle deltagere have en ny, hvid skjorte med - et andet år et par sokker. Sidst men ikke mindst skal førstegangsdeltagere have en nummerplade med fra det sted, de kommer fra.
Sådan én huskede Kent Møller også, da han som den første og eneste dansker deltog. I april 2011 drog han tværs over Atlanten med drømmen om at kunne indskrive sig i historien. Det blev dog ved drømmen for den tapre viking. Kent Møller, der bl.a. tidligere har gennemført de 246 km i den græske udfordring Spartathlon, udgik kun halvvejs inde i anden omgang – efter cirka 50 km.
»Det går op og ned hele tiden, så du kan ikke se ud i horisonten. For at gennemføre skal man være meget hurtig, kende området ekstremt godt og have prøvet en masse vilde ting. Du kan ikke bare følge kortet og have en god kondition. Slet ikke,« siger Kent Møller, der i sin tid fandt en Facebook-side om løbet, hvorefter han skrev til sidens administrator.
Danskeren fik en mailadresse til løbets arrangør, og en time efter modtog han et svar: ’It’s your lucky day. You wanna be in?’ (’Det er din heldige dag. Vil du være med?’ – Red.). Kort betænkningstid, og så sendte han et stort ’Ja tak’ af sted.
Begyndte midt om natten
Reglerne er sådan, at deltagerne skal møde op en specifik weekend, og så afgør Gary Cantrell i en tidslomme på 12 timer, hvornår løbet skal begynde. Deltagerne skal derfor være på vagt natten igennem, for blæser Gary Cantrell i sin konkylie, begynder løbet en time efter.
For Kent Møllers vedkommende lød den rungende tone midt om natten. Hvor det – af gode grunde – er ekstra vanskeligt at orientere sig. Så danskeren hægtede sig på en veteran.
Det gik godt, men på anden runde gik Kent Møller »sukkerkold«. Og han måtte slippe sin følgesvend. Uden ham kunne Kent Møller hurtigt konstatere, at han slet ikke kunne finde vej til de udsatte poster, hvor deltagerne skal rive siden i en bog ud svarende til den pågældendes startnummer.
Hjælper andre danskere
»Jeg bliver bombarderet med mails,« siger Kent Møller:
»Spørgsmål om, hvordan man ansøger, eller råd til, hvordan man skal forberede sig og løbe løbet.
Jeg svarer dem alle, for jeg ville gerne se en anden dansker i løbet, selvom jeg tvivler på, at vi har nogen, der kan klare strabadserne,« fortæller Kent Møller.
Gode ben er slet ikke nok. Hovedet betyder lige så meget. Efter hver omgang ender deltagerne ved den gule bom, hvor de begyndte. Her skal de aflevere de afrevne bogsider, de har samlet på ruten, som dokumentation på, at de rent faktisk har været rundt. Benene er fuldstændigt forrevne efter mødet med tornebuskene, fødderne er fulde af vabler og kroppen mørbanket. Kun viljestyrke kan bære videre.
Blandt de 40 deltagere er der hvert år ét såkaldt ’human sacrifice’ – et menneskeoffer. Det er en deltager, som bliver inviteret, selvom Cantrell og co. godt ved, at han eller hun overhovedet ikke har nogen chance for at gennemføre løbet, men har store tanker om deres egne evner. Typisk når disse ofre ikke længere end en halv omgang – til stor underholdning for Gary Cantrell og hans medarrangører i øvrigt.
Et af de ofre støder man også på i dokumentaren på Netflix om 2012-løbet: ’The Barkley Marathons: The Race That Eats Its Young’. Her er det den 51-årige Tim Hardy, der uden at vide det var blevet valgt som årets menneskeoffer:
»Man vader bare igennem al den tilgængelige information og finder den person… den stakkels sjæl, som er alt for langt ude at svømme,« siger Gary Cantrell i dokumentaren om valget af menneskeofferet.
Halvt inde i anden omgang giver Tim Hardy fortabt og bliver hentet af arrangørerne – hvorefter han bliver placeret ved den gule bom for at få sin afskeds-fanfare.
»Jeg elsker at se mennesker have det sjovt,« siger Gary Cantrell med et skævt smil i dokumentaren.
