De kvindelige håndboldlandsholdsspillere bekræfter nu i en fælles meddelelse til pressen, at der har været uenigheder internt i truppen. 

Pressemeddelelsen kommer på baggrund af BTs artikel 'Mytteri mod Pytlick,' som BT bragte i avisen mandag og på bt.dk samme dag.

Artiklen beskrev, hvordan flere af kvindelandsholdets spillere på et møde den 19. januar i Herning ytrede ønske om, at landstræner Jan Pytlick bliver afskediget.

- Internt i gruppen er der naturligt nok divergerende opfattelser af, hvad der er mest effektivt i forhold til det forhåndenværende spillermateriale, men det er vel kun naturligt, at den slags emner bliver debatteret i en intern evaluering, fremgår det af pressemeddelelsen, som Line Jørgensen, landsholdets anfører, har forfattet på vegne af hele landsholdet.

I meddelelsen, som er en kommentar målrettet BTs artikel, fremgår det også, at tre navngivne spillere, der ifølge BT har ført an i bestræbelserne på at få Jan Pytlick afskediget, ikke har denne mission.

Line Jørgensen skriver, at både Ann Grete Nørgaard, Mette Gravholt og Stine Jørgensen ikke har krævet Pytlick afskediget.

Line Jørgensen afviser imidlertid ikke i pressemeddelelsen, at man i truppen har diskuteret eller anbefalet en afskedigelse af landstræneren, så pressemeddelelsens ærinde synes primært at være et forsøg på at holde de tre spillere væk fra rampelyset. Line Jørgensen gør det til sidst klart, at intentionen er at lukke ned for den interne evaluering uden pressens involvering.

- Vi ønsker at udvikle landsholdet og blive bedre på alle parametre, og for os som landshold er det en naturlig proces at evaluere på tingene. Derfor vil vi holde fokus på den proces, der forhåbentligt skal sikre medaljer til Danmark i fremtiden. Den proces er påbegyndt, og vi har alle intentioner om at fortsætte uden pressens involvering, skriver Line Jørgensen i den pressemeddelelse, som er udsendt fra Håndbold Spiller Foreningen, spillernes rådgivende organ.

I pressemeddelelsen fremgår det, at Mette Gravholt har "gjort opmærksom på, at hun er blevet fejlagtigt refereret af BT."

BT skal i den forbindelse minde både Mette Gravholt og læserne om, at Mette Gravholt slet ikke er citeret af BT i artiklen - hvorfor det kan være vanskeligt at forstå, hvordan hun kan være refereret forkert.

Mette Gravholts eneste rolle i artiklen 'Mytteri Mod Pytlick' er det forhold, at hun bliver nævnt som en af de spillere, der har ført an i bestræbelsen på at få landstræneren afskediget.

BT står fast på historiens rigtighed.

Læs hele meddelelsen her:

Mandag den 3. februar 2014 bragte dagbladet BT et opslag, der under rubrikken ”Mytteri mod Pytlick” ville vide, at avisen ’fra centrale kilder’ erfarede, at bærende spillere på det danske kvindelandshold ønskede Jan Pytlick afsat fra jobbet som landstræner.

Der blev i den pågældende forbindelse refereret til et møde afviklet i Herning den 19. januar, og tre landsholdsspillere blev ved navns nævnelse fremhævet som værende de, der ønsker Jan Pytlick fyret.

I en sideartikel udtalte Ann Grete Nørgaard imidlertid, at hun aldrig havde krævet en fyring. Stine Jørgensen kommenterede også i dagens løb, at hun i modsætning til, hvad BT hævdede i sin oprindelige artikel, på mødet heller ikke havde udtalt sig om, at landstræneren skulle fyres, og Mette Gravholt har ligeledes gjort opmærksom på, at hun er blevet fejlagtigt refereret af BT.

Det er korrekt, at der den 19. januar blev afviklet et to-delt møde i Herning, og det er ligeledes korrekt, at flere ting blev evalueret, herunder landsholdets spillestil, som den blandt andet blev praktiseret under december måneds VM i Serbien.

Internt i gruppen er der naturligt nok divergerende opfattelser af, hvad der er mest effektivt i forhold til det forhåndenværende spillermateriale, men det er vel kun naturligt, at den slags emner bliver debatteret i en intern evaluering.

Vi ønsker at udvikle landholdet og blive bedre på alle parametre, og for os som landshold er det en naturlig proces at evaluere på tingene. Derfor vil vi holde fokus på den proces, der forhåbentligt skal sikre medaljer til Danmark i fremtiden. Den proces er påbegyndt, og vi har alle intentioner om at fortsætte uden pressens involvering.

På det danske kvindelandsholds vegne
Line Jørgensen
(anfører)