Amerikanske medier jagter Tiger Woods' kæreste i forklaring på nedtur. Det er ikke nemt at være Tiger Woods. Efter tredjedagen af US Masters lå den sejrsvante golfstjerne kun nummer 20 - ni slag efter førende Chris DiMarco og Phil Mickelson.

Og hermed må amerikaneren erkende, at hans første major-sejr siden 2002 heller ikke kommer i hus denne gang. Amerikanske medier er skuffede. Og nu giver de hans svenske forlovede Elin Nordegren skylden for nedturen.

Ifølge den norske avis Dagbladet har en avis i Californien hævdet, at Nordegren for nylig opsøgte afdøde John Lennons kontroversielle enke, Yoko Ono, for at rådføre sig om, hvordan man påvirker en mands karriere.

Og hertil kommer, at den anerkendte golf-kommentator Bob Gillespie fra South Carolina-avisen The State mener, at Tiger Woods mere koncentrerer sig om, hvordan bestikket til hans forestående bryllup skal se ud end tænker på sin idrætskarriere.

Anklagerne er ifølge Tiger Woods' golf-kolleger helt hen i vejret. »Elin er god for Tiger,« mener den amerikanske golf-legende, Jack Nicklaus, mens den svenske topspiller Jesper Parnevik er citeret for at sige at »de passer perfekt til hinanden«.

Og sidstnævnte er nok den af alle inden for golfsporten, der kender Tiger Woods, 28, og den fire år yngre Elin Nordegren bedst. Den tidligere model passede nemlig hans tre børn, da hun for et par år siden første gang mødte Tiger Woods.

Det er langt fra første gang, at en kvinde har negativ indflydelse på en amerikansk idrætsmand. Hvem husker ikke tennisspilleren André Agassis nedtur for få år siden, da han efter brylluppet med filmstjernen Brooke Shields faldt fra 1.- til 150. pladsen på verdensranglisten.