En lussing. Igen. 

For andet år i træk faldt Danmark fuldstændig sammen i en håndboldfinale, og så måtte spørgsmålene om mentale komplekser naturligvis stå i kø til de skuffede spillere, der traskede ud af Boxen efter 32-41-nederlaget til Frankrig.

Men Anders Eggert, fløjspilleren, var ikke helt med på at tale om stærkt negative tendenser.

- Så er det vel heller ikke værre. Vi var i VM-finalen i '11. Vi vandt EM i '12. Og så er der to tabte finaler igen. Det er altså ikke så tosset. Det er da flot i sig selv at være i fire finaler i træk, sagde Eggert, som på den baggrund afviste, at der skulle være stress i de store kampe, forstået sådan at det jo også kræver andre store og nervepirrende kampe at nå frem til finalen.

TV: Umenneskelig springstyrke: Abalo flyver forbi forsvaret

Er du på mobilen, kan du se klippet her

- Det er selvfølgelig en kedelig statistik med to store nederlag i finalerne. Men vi havde samme følelse, som vi havde i semifinalen mod Kroatien. Det gik fint, sagde fløjspilleren, som bare helst ville anerkende, at Frankrig havde ramt et tårnhøjt niveau.

- De var fantastiske. De straffede alt. Vi tog selv nogle dumme beslutninger en gang imellem, og de gjorde aldrig noget forkert. De kørte rundt med vores forsvar i 60 minutter, og det fik vi bare ikke løst. Hvis vi endelig fik presset dem lidt, havde de fløjspillere på langskud, de havde stregen, jamen, de havde alle mulige facetter. Alle deres spillere ramte dagen, sagde Eggert.

TV: Var det derfor, vi tabte?: Se de dårlige målmands-præstation

Er du på mobilen, kan du se klippet her