'Det er med stor sorg, at vi må fortælle, at vores elskede søn, Darius Aaron Morris, er afgået ved døden.'

Sådan lyder det i et følelsesladet statement fra familien til den tidligere NBA-spiller, som blev fundet død i et område omkring Los Angeles. Han blev bare 33 år gammel.

Det skriver TMZ.

'I denne svære tid vil familien bede om, at man respekterer deres ønske om ro og fred,' står der videre i udmeldelsen fra familien, der er sendt til TMZ.

Der er endnu ikke blevet offentliggjort nogle detaljer om årsagen til dødsfaldet.

Darius Aaron Morris spillede i NBA som pointguard, hvor karrieren i verdens bedste basketliga tog sin start i Los Angeles Lakers.

Her blev han draftet i anden runde og delte blandt andet banen med legendariske - og nu afdøde -Kobe Bryant.

Darius Aaron Morris tilbragte to sæsoner hos Los Angeles Lakers, hvorefter turen gik til Philadelphia 76ers, LA Clippers, Memphis Grizzlies og Brooklyn Nets. 

Efter tiden i NBA, spillede Darius Aaron Morris i blandt andet Kina og Rusland.