I år er det 40 år siden, Vietnamkrigen sluttede. Et enkelt billede af en forpint og forbrændt lille pige står tilbage som det ultimative symbol på den brutale konflikt.
Opret abonnement på BT PLUS og læs hele historien om fotoet, der nær aldrig havde set dagens lys.
I år er det 40 år siden, Vietnamkrigen sluttede. Et enkelt billede af en forpint og forbrændt lille pige står tilbage som det ultimative symbol på den brutale konflikt. Her er historien om fotoet, der nær aldrig havde set dagens lys.
Nick Ut forlod hospitalet i Cu Chi og kørte tilbage til nyhedsbureauet APs kontor i Sydvietnams hovedstad Saigon. Her mødtes han med Ishizaki Jackson, den bedste billedbehandler i hele det sydøstlige Asien, og sin redaktør Carl Robinson.
»Hvad har du, Nick,« spurgte de ham.
Han fortalte sin arbejdsgiver, at han havde 'nogle meget vigtige billeder.'
»Det kan vi ikke bruge,« lød dommen fra redaktøren.
Bevæbnet med to Nikon og to Leica-kameraer var Nick Ut tidligere denne juni-morgen i 1972 kørt fra Sydvietnams hovedstad Saigon. Målet var landsbyen Trang Bang et par kilometer væk, og turen skulle foregå ad hovedvejen mod Cambodja.
I vejsiderne lå der døde kroppe. Amerikanernes advarsel om, hvad der ville ske, hvis man skulle være fristet til at assistere de kommunistiske vietconger. De skjulte sig alle steder. Nogle af dem var kun 15 år gamle.
Hårde kampe havde hærget Trang Bang i to dage nu. Da Nick Ut nærmede sig, så han en horde flygtende. Der var tusinder. Selv passede han sit arbejde og dækkede Vietnamkrigen som fotograf for nyhedsbureauet AP. Han var ikke den eneste pressefotograf til stede. BBC var der også, i selskab med CBS og ABC News. I alt nok 10 fotografer.
Tv-krigen
Det er nu 40 år siden, at Vietnamkrigen sluttede. Konflikten er en af de voldsomste væbnede konflikter, verden har set efter Anden Verdenskrig. Den varede fra 1961 til 1975 og krævede millioner af soldaters og civiles liv. Krigen stod mellem det kommunistiske Nordvietnam med Kina og Sovjet på den ene side mod Sydvietnams regering og USA med sine allierede.
Konflikten spillede en helt central rolle i magtbalancen i den den kolde krig. Ikke mindst for USA, som endte med at tabe krigen mod det fattige land i Asien.
Vietnamkrigen blev mediedækket i en grad som aldrig før. Billederne af bevæbnede soldater og en lidende civilbefolkning sagde mere end tusinde ord om tidligere krige. Det gjorde krigen - og særligt USA - voldsomt upopulære hos den amerikanske befolkning og landets vestlige allierede.
58.000 amerikanske soldater mistede livet, og man anslår, at millioner af vietnamesere led samme skæbne. I Danmark var demonstranter med flag med påskriften ' USA ud af Vietnam' et almindeligt syn på gaderne allerede i 60erne. Dog skulle man frem 1973, før en fredsaftale gjorde, at USA kunne begynde at trække sine tropper ud af landet.
'Jeg dør, jeg dør'
Denne morgen i 1972 havde nogle mediefolk forladt Trang Bang efter en række bombardementer i landsbyen. De troede, at de havde nok materiale. Nick Ut blev tilbage.
Klokken 12.30 smed det sydvietnamesiske luftvåben i samarbejde med den amerikanske hær fire napalmbomber. Over tusind grader varm, fortykket benzin faldt ned over Trang Bang i kaskader. Der kunne ikke være overlevende tilbage i landsbyen efter bombardementet, ræsonnerede den rutinerede krigsfotograf sig frem til på nanosekunder.
Tanken nåede ikke at bundfælde sig, før Nick Ut så mennesker komme ud af en ildkugle. Han greb sit Nikon med 300 mm linse og begyndte at tage billeder. Da han kom helt tæt på, skiftede han til Leica og 35 mm. Uvidende om, at dette kamera ville komme til at tilbringe sit otium i en glasmontre på et museum i Washington et par årtier senere. En bedstemor med sit barnebarn døde lige foran linsen. Kort efter kunne han ane konturerne af et meget lille menneske i løb.
Hendes hud var ved at falde af, så Nick Ut brugte det meste af filmrullen. Men hun skulle ikke dø, så han stoppede. Kastede Leica-kameraet ned på vejen og sølede hende ind i vand. Den lille pige råbte.
»Jeg vil ikke dø«.
Pigens onkel kom hen og spurgte, om han ville tage børnene med til hospitalet.
»Ja,« svarede Nick Ut.
»Jeg dør, jeg dør,« råbte hun tårevædet.
Hun var meget slemt forbrændt. Fotografen var ikke i tvivl om, at den ni-årige Kim Phuc ville dø. Da de ankom til hospitalet i Cu Chi, var der ikke nogen, der ville hjælpe. Det var allerede fyldt til bristepunktet med sårede soldater og civile.
»Kan du ikke tage hende og de andre børn til hospitalet i Saigon,« blev der spurgt.
Det kunne han under ingen omstændigheder. Kim Phuc kunne dø hvert minut, det skulle være, så han tog en beslutning om at skære igennem.Han viste sit amerikanske pressekort frem.
»I får problemer, hvis denne pige dør,« sagde Nick Ut.
Kim Phuc blev behandlet som den første.
På forsiden
»Hvem har taget det billede,« spurgte en af Nicks redaktører tilbage på kontoret, efter Carl Robinson havde afvist at bringe det.
»Nick,« sagde en kollega.
Redaktøren fik historien og råbte ud i lokalet.
»Hvorfor er det billede stadig her?«
Ved tre-tiden om eftermiddagen lokal tid røg billedet via Tokyo til New York. Næste dag var billedet af den ni-årige pige på forsiden af New York Times, og det blev senere valgt til årets pressefoto i 1972.
Kim Phuc tilbragte de næste 13 måneder på hospitalet. 30 procent af den lille piges krop var skamferet af tredjegradsforbrændinger, men hendes ansigt var heldigvis intakt. Hun gennemgik omkring 17 operationer, og hver eneste morgen klokken otte måtte sygeplejerskerne bade hende for at få mere død hud af.
Når Kim Phuc ikke kunne klare mere, besvimede hun. Da hun kom ud, så hun billedet af hende, som i mellemtiden havde vundet Pulitzer-prisen og skabt røre på hele kloden. Men Kim Phuc ville bare hjem og være barn igen.
Enden på krigen
Den 23. april 1975 talte den daværende amerikanske præsident Gerald Ford til nationen og erklærede Vietnamkrigen for slut. 24 dage tidligere havde den sidste amerikanske helikopter forladt Vietnam. 27 april blev Saigon omringet af 100.000 nordvietnamesiske tropper. Sydvietnams 30.000 tropper havde intet modtræk over for det fremstød, der også indebar, at lufthavnen blev bombet, så ingen civile kunne komme væk.
Året efter krigens afslutning var den Socialistiske Republik Vietnam dannet, og et nyt liv begyndte for Kim Phuc. Hun led af ekstrem hovedpine og havde smerter efter napalmbomberne. Medicinsk behandling var dyrt og svært at skaffe for pigen, der nu var blevet teenager. Hun kæmpede på trods og kom senere ind på medicinstudiet. Det fik dog en brat ende, da Vietnams nye kommunistiske ledere så potentialet i ' napalm-pigen' på billedet.
Hun blev tvunget tilbage til Trang Bang for at agere levende symbol på Vietnamkrigens uhyrligheder og USAs handlinger. Kim Phuc smilede udadtil. Spillede rollen og smilede til journalisterne. Men det skabte ravage i hendes indre, og hun ville væk fra det billede.
En dag tog Kim Phuc på biblioteket og fandt en bibel. Bogen gav hende en tro på livet. Hun rejste til Vesttyskland i 1982 for at få lægebehandling med hjælp fra en udenlandsk journalist, og Vietnams senere premierminister hjalp hende til Cuba for at læse videre i 1986.
Nick Ut var i mellemtiden kommet til at arbejde for AP i Los Angeles, men han rejste til Cuba i 1989 for at møde Kim Phuc igen. De fik dog aldrig chancen for at være alene sammen, så han vidste ikke, at hun desperat ønskede hans hjælp igen. Hun ville væk fra virakken og ud af det fængsel, billedet havde sat hende i.
Hjælpen kom fra en ung, vietnamesisk mand hun mødte på studiet i Cuba. Hun troede ikke, at nogen ville elske en kvinde fyldt med ar på ryggen og armene. Men Bui Huy Tan gjorde. De to blev gifti 1992 og rejste på bryllupsrejse til Moskva. På flyrejsen hjem til Cuba, ville skæbnen, at de skulle mellemlande i Canada. De hoppede af flyet. Endelig fri.
Den i dag 52-årige kvinde lever stadig i Canada, hvor hun bor sammen med sin mand og deres to børn i Ontario. Hun er canadisk statsborger og Unesco-ambassadør. Venskabet med 64-årige Nick Ut består endnu. Han fotograferer for AP i Los Angeles.
»Jeg kalder hende min datter,« har han sagt.
Historien er baseret på artikler fra abcnews.com, Vanity Fair, laweekly.com, Dailymail.co.uk, Faktalink.dk.
