De københavnske skraldemænd risikerer at blive syge, når de tømmer hovedstadens mange affaldscontainere. 

Derfor fik Københavns Kommune sidste år to påbud fra Arbejdstilsynet, skriver TV 2 Kosmopol.

Tv-stationen har fået en aktindsigt fra Arbejdstilsynet, som viser, at påbuddene skulle sikre, at renovationsmedarbejderne ikke bliver udsat for skadelige mikroorganismer, der kan gøre dem syge.

Spandene kan nemlig indeholde lidt af hvert, og hvis skraldemændene indånder mikroorganismerne, kan de blive syge. 

»Folk tisser ned i dem (skraldespandene, red.) og bruger dem som toilet. Det er ikke småting. Man ved aldrig, hvad den vejer. Den kan være pokkers tung, og den kan ikke veje ret meget. Det kan være alle mulige ting, som støver op i ansigtet på en,« siger Jimmy Andresen, fællestillidsrepræsentant for specialarbejderne i Københavns Kommune, til TV 2 Kosmopol.

Derfor har kommunen afsat 4,1 millioner kroner til blandt andet værnemidler og poser til skraldespandene, så mikroorganismerne bliver holdt inde. 

Tv-stationen har talt med enhedschefen for driften i Københavns Kommune, Helene Vinter Seidel. Hun fortæller, at kommunen blandt andet har brugt penge på udstyr til medarbejderen, der vaske containerne. 

For et års tid siden, nedlagde de københavnske skraldemænd arbejdet i protest mod nye og ifølge dem ringere arbejdstider. En konflikt, som endte med, at skraldemændene måtte betale en bod for deres overenskomststridige arbejdsnedlæggelse.

Senest har der været problemer i Hvidovre Kommune, hvor skraldet hober sig op.

Her har medarbejderne nedlagt arbejdet i protest mod en leder i renovationsafdelingen, som beskyldes for chikane, mobning og overvågning af de ansatte.