På onsdagens pressemøde om yderligere investeringer i Forsvaret veg statsminister Mette Frederiksen (S) uden om, da hun blev stillet et enkelt spørgsmål. 

Er der udsigt til mere i løn til soldaterne? 

»Vi ser løbende på, om der er behov for initiativer for tiltrækning og fastholdelse i Forsvaret,« lød svaret fra Mette Frederiksen.

Det får nu soldaternes fagforbund, HKKF, til at slå fast, at ord ikke er nok. Der skal lønkroner på bordet. 

»Den store udfordring i Forsvaret er, at vi har problemer med at fastholde vores soldater. De ligger lønmæssigt meget lavt, fordi det at være soldat stadig betragtes som ufaglært arbejde,« lyder det fra soldater-formand Tom Block, som tilføjer:

»Derfor skal soldaternes uddannelse anerkendes som faglært arbejde og dermed også honoreres med en højere løn«. 

Det er ikke fordi, der mangler villighed til at bruge penge. Det er regeringens plan at bruge 40,5 milliarder kroner over de næste år på Forsvaret. Der skal investeres massivt i materiel: Et jordbaseret luftforsvar, kampvogne, pansrede mandskabsvogne og torpedoer, som kan ramme russiske ubåde.

Men koldt panser og krudt kan ikke klare det alene. Der skal også investeres i brusende blod.  

Formanden for soldaternes fagforening HKKF Tom Block mener, at der skal lønkroner på bordet, hvis en brigade på 6000 mand skal realiseres. 
Formanden for soldaternes fagforening HKKF Tom Block mener, at der skal lønkroner på bordet, hvis en brigade på 6000 mand skal realiseres.  Foto: Sanne Vils Axelsen
Vis mere

Derfor vil statsminister Mette Frederiksen og Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) genindføre værnepligten, og Danmark skal stille med en 6.000 mand stor brigade, der skal være på plads i 2028. 

Men det kræver et lønløft, mener Tom Block:  

»Hvis ikke det sker, så har jeg svært ved at se, hvordan vi kan komme i mål med en brigade på 6.000 mand,«  siger Tom Block fra HKKF, som står for Hærens Konstabel- og Korporalforening. 

En professionel soldat får en startløn på 24.623 kroner, fremgår det af Forsvarets hjemmeside. Derudover er der et tillæg for at være udsendt på 13.770 kroner. Og er man FN-udsendt er der yderligere et tillæg på små 7.000 kroner. Begge tillæg er skattefrie. 

»Vi får ikke nok i løn i forhold til, at soldaterne kan komme til at betale den højeste pris for deres arbejde. Derfor skal den op, hvis vi skal kunne tiltrække og fastholde det nødvendige antal soldater til at indfri de politiske ambitioner,« siger Tom Block. 

Mens Mette Frederiksen havde svært ved at blive konkret, så har Forsvaret allerede forsøgt sig med at tænke i alternative baner i et forsøg på at rekruttere soldater og officerer. 

Blandt andet er der lavet en podcast med komikeren Christian Fuhlendorff med titlen 'Fuhlendorff på mission'. Projektet har kostet 413.000 kroner, har B.T. tidligere kunnet fortælle.