Cancún er et af Mexicos mest besøgte chartermål, men på Isla de Holbox – en lille, bilfri ø i den nordlige del – er man langt fra fastlandets masseturisme
Det er en varm og doven dag på torvet. I skyggen af en søjlegang sidder øens politimester i fuld uniform og læser avis – uden så meget som at kigge op. Ude på vejen holder hans politibil parkeret, men ikke på asfalten … nej, på en lift. For de forreste bildæk mangler nemlig.
Den er en af de eneste biler på den lille ø, der bryster sig af at være bilfri, hvis gader ikke bærer vejnavne og består af sand – det er, ligesom politipatruljer, overflødigt på den lille ø, hvor det er svært at fare vild, medmindre man begiver sig ud i den vilde mangrove på den fredede del af den lange, smalle ø, der er 40 km lang og kun et par km bred.
I stedet kører der golfbiler rundt overalt på øen, og selv taxaerne er små, gule golfbiler med et lad foran i stedet for et bagagerum – til at fragte turisternes kufferter.
Get away for folk, fisk og fugle
At Isla de Holbox (udtales Holboch) kaldes ’Mexicos bedst bevarede hemmelighed’, giver på sin vis mening. For selv om turismen højst sandsynligt ernærer de fleste af øens ca. 2.500 faste indbyggere, virker øen på ingen måde overrendt eller spoleret af turisme. Det virker snarere, som om både de lokale og turisterne lever i et slags afslappet og ligeværdigt fællesskab, når de mødes på de samme barer, strande og restauranter i byen. Der er ingen kædehoteller eller souvenirsælgere på strandene, alle bygninger er lavet i naturmaterialer, og vil man feste og drikke farverige drinks til den lyse morgen, skal man blive inde på fastlandet. Isla de Holbox er det perfekte get away, hvis man vil helt ned i gear og have fred og ro på ferien.
Hvor øen endnu er forholdsvis uopdaget blandt turister, er den derimod i stor stil indtaget af dyreriget. Der masser af fisk og fugle – hele 150 forskellige fuglearter siges der at være på øen, der også er kendt for at få besøg af hvalhajer i sommermånederne – som et af de få steder i verden.
Vi møder især pelikaner i hobetal og er sågar ved at blive fløjet ned af en af de store fugle under en badetur på den lavvandede strand ved vores resort – og vi når kun lige at afvige, fordi pelikanens vinger skygger for solen i et splitsekund, inden den flyver tæt forbi os. Så har man da også prøvet at være virkelig tæt på at få en pelikan i hovedet …
På roadtrip i sandet
Man skal ikke køre langt væk fra byen i en golfbil, før der er helt mennesketomt. Det sander vi hurtigt, da vi lejer en golfbil for en dag for at tage på roadtrip rundt på øens sandede veje.
Vi begynder rundturen i en af byens charmerende, små sidegader, hvor vi har lejet golfbilen af en kioskejer, der har en håndfuld af de små biler holdende under et faldefærdigt bliktag. De fleste huse i byen er – på ægte caribisk manér – malet i forskellige pastelfarvede nuancer, og mange af husmurene er dekoreret af flotte, farverige vægmalerier. Tværs over gaderne hænger der vimpler i alle regnbuens farver, og under dem tøffer, slentrer eller slingrer golfbiler, scootere, fodgængere og cyklister afsted i et særdeles afslappet tempo.
Da vi har lagt den lille by – øens eneste – bag os og kører på de øde sandveje med kurs vestpå, sætter vi farten en anelse op, og støvet fra sandet blander sig med varmedisen. Vi ser nogle husgrunde, der er til salg, nogle enkelte faldefærdige skure, en landingsbane til små fly og en mand, der vander nogle tørstige bananpalmer, men ellers er der ikke andet end sand og en sparsom vegetation at se, så langt øjet rækker.
Nysgerrige som vi er, kører vi ned ad alle de små veje, vi støder på, og pludselig ender vi ved vandet. Der er ingen mennesker i miles omkreds, og det eneste, vi ser, er nogle faldefærdige bygninger på stranden, stadig flot bemalet med vægmalerier. Som vi står der i vandskorpen, og betragter det maleriske forfald, føles det, som om vi er de eneste mennesker i verden. Og sådan er det mange steder på Isla de Holbox – man kan snildt være på stranden helt alene, for det skorter ikke ligefrem på øens kyststrækning.
Øen afsøges
Vi fortsætter turen ud til øens vestligste punkt, hvor man efter sigende kan være heldig at se flamingoer. Så heldige er vi nu ikke, så vi drager hurtigt tilbage, krydser byen og tager en afstikker ned til havnen på den modsatte side af den ca. 2 km smalle ø. Det er her, færgen fra fastlandet lægger til, og derfor har de gule golfbiler deres taxaholdeplads her. Da vi passerer den, er der ikke nogen færge i havn, så i stedet spiller taxachaufførerne basketball – ikke en helt ringe arbejdsdag, tænker vi misundeligt med tankerne henledt på 8-16-trædemøllen derhjemme, som vi nu er langt væk fra.
Vi kører ad nogle mindre veje tilbage mod byen og ser bl.a. et overraskende stort, udendørs sportsstadion – naturligvis malet i pastelfarver. De må være glade for sport, når så lille en befolkning har bygget så stort et stadion, tænker vi. Vi ser også en ’bilvask’, hvor øens mange golfbiler kan blive poleret ved håndkraft i en hjemmegjort carport. Golfbiler er de i hvert fald glade for her, det er der ingen tvivl om.
Da vi er tilbage i byen, fanger vi en vej, der fører mod øst, og følger den, så langt vi kan. Og det er ikke særlig langt – taget i betragtning af, at øen er ca. 40 km lang. En stor del af øen består nemlig af et fredet naturreservat, og fordi en stor flod, der kun kan forceres i båd, splitter den beboede og den ubeboede del af øen, må vi parkere golfbilen. I stedet kan man gå på en revle ude i havet langs med kysten, når der er lavvande, så vi stiller vognen og hopper ud af sandalerne.
Med hastige skridt i vandet
Det virker helt surrealistisk at se folk gå med vand til knæene midt ude i havet, men vi følger trop og vader derudad. Mange vender om efter noget tid, men vi fortsætter, og pludselig kan vi ikke se andet end hav og natur. Koncentrationen af fugle bliver endnu større, og til sidst får vi fornemmelsen af at have trængt os ind i fuglenes rige. På sandtanger i havet sidder de vinge om vinge – så mange er der – når de da ikke svæver over det blikstille, krystalklare hav for på præcis samme tid at styrtdykke for at fange frokosten i fiskebuffeten.
Vi har fået at vide af guiden, at vandet begynder at stige endnu mere ud på eftermiddagen, så efter et kort hvil på stranden påbegynder vi hjemturen. Og det er i sidste øjeblik, sander vi, da vandet pludselig går os til lårene og ikke til knæene som før. Dele af revlen er ikke længere til at se, og vi ender med at gå med vand til navlen og tasken oppe over hovedet det sidste lille, men nervepirrende, stykke vej ind til stranden, hvor vores golfbil holder.
Oven på de strabadser har vi brug for en kold Sol – en af de mexicanske øl – og vi bliver enige om, at det nok ikke kan kategoriseres som spritkørsel, når vi bare skal tøffe et par kilometer tilbage til byen i golfbilen. Så dejligt ukompliceret er livet her på ’Golfbilernes ø’– præcis som det skal være på en afslappende ferie under vintervarme himmelstrøg.
BT Rejser var inviteret af Star Tour
