Benidorm kan været lidt af et kulturchok, men man vænner sig hurtigt til den veldesignede kombination af by og strand.

Taxaen sætter os af ved Hotel Villa del Mar, og straks er vi midt i det hele: By, trafik, turister, promenade, cafeer, strand og det glitrende Middelhav.

Atmosfæren er afslappet trods det urbane miljø med højhuse, så langt blikket rækker til hver side.

Feriefornemmelsen melder sig straks, godt hjulpet af de 26 graders varme. Men der er heller ikke mange meter over vejen til den tre kilometer lange og brede sandstrand, Playa Poniente, hvor der synes at være plads til alle.

Vi er klar til Benidorm, og byen er klar til os og de 10-12 mio. andre turister, der kommer hvert år. Benidorm er skræddersyet til turisme, og alle 76.000 indbyggere beskæftiger sig med den på den ene eller anden måde.

Fra fiskerby til ferieby

Byen godt en times kørsel nordøst for Alicantes lufthavn blev for godt 50 år siden Spaniens første deciderede turistdestination.

Den lille fiskerby måtte tænke nyt, og tanken om at anlægge en ferieby mellem de lange strande og bjergene bagved blev fostret. Og hvorfor ikke bygge i højden, så der kunne blive plads til mange på forholdsvis lidt plads?

Byens borgmester Pedro Zaragoza Orts tilskrives en stor del af æren for starten på turismen, og han fik blandt andet general Franco til i 1954 at ophæve det spanske forbud mod at bruge bikini, som var populær i Nordeuropa.

Byggede med omtanke

Højhusene blev bygget med omtanke og god afstand imellem, så flest muligt værelser og lejligheder kunne få havudsigt, og mange har altaner.

Den kompakthed, man oplever ved første blik ved tilkørslen til byen, er der faktisk ikke. Man har tilstræbt og opnået åbenhed og lethed med torve, boulevarder, træer, blomster og masser af blåt fra Middelhavet.

Fra allerførste række har man frit udsyn til hav, strande og den smukt anlagte strandpromenade, der løber ved begge de store strande på hver sin side af den oprindelige fiskerlandsby, Poniente og Levante, og det bløde sand og glitrende vand nås på et halvt minut.

Skal man spise, drikke eller shoppe ligger alting tæt på.

Smarte lounges

Mellem de to hovedstrande ligger den såkaldte »old town«.

Et lidt misvisende udtryk. Man skal ikke forvente en pittoresk middelalderby, men bare det gamle Benidorms smalle gader, som siden turismens indtog er proppet med restauranter, tapasbarer, barer og et mindre kaos af turister.

Byen blev kendt/berygtet for sit natteliv, som er koncentreret her, men faktisk nu endnu mere ved promenaden langs Playa Levante med masser af strandbarer og smarte lounges.

Søger man mere fred og ro, skal man bo ved Playa Poniente. I centrum, »old town«, ligger San Jaime-kirken og nogle meget fine udsigtspunkter, marina og en lille, hyggelig strand – og mange gode butikker.

I den gamle bymidte kan man gå på tapas-tur og i det hele taget spise, drikke og shoppe.
I den gamle bymidte kan man gå på tapas-tur og i det hele taget spise, drikke og shoppe. Foto: Lissen Jacobsen
Vis mere

Blakket ry

Benidorm blev populær blandt skandinaver, englændere, tyskere og hollændere og har altid været det blandt spanierne selv. De udgør 50 procent af byens turister.

Men byen fik også et blakket ry på grund af det uhæmmede natteliv, som myndighederne dog har sat skik på det, selv om der stadig festes igennem.

I de seneste mange år har der fra dansk side været langt mindre interesse for Beni-dorm, men byen har meget at byde på. Mikset af »Manhattan/Miami«, det varme klima, strandene og baglandet er værd at opleve.

Det fine er, at Benidorm er for alle aldre og typer med total solgaranti og alle muligheder for afslappet strandliv og familieferie.

Masser for den aktive

Men her er også alt, hvad man kan begære af en aktive ferie: Sejling, snorkling, jetski, dykning, vandring i bjergene og naturparken Serra Gelada, ridning, mountainbiking, jeepsafari, segway,og paragliding og mere endnu.

Vi bumlede rundt i bjergene omkring Benidorm sammen med Dennis fra Marco Polo Expediciones, som er blandt dem, der arrangerer alle disse ting og flere til.

Man kan også tage en bådtur til den ubeboede Beni- dorm Island eller tage ungerne med i en af forlystelsesparkerne. Blandt andet ligger den kendte Terra Mitica lige i nærheden.

Promenaderne benyttes til joggingture, gåture eller bare slentren, og der er et hyggeligt leben af alle aldre, især ved Poniente.

Benidorm er kendt for sit fantastiske mikroklima med enormt mange solskinstimer og konstante varme og har siden antikken været kendt som et helsebringende sted for mennesker med for eksempel astma og gigt. Det drager de to privathospitaler i byen nytte af. Mange hoteller har selvfølgelig også spa- og wellness-faciliteter.