Partitoppen i SF gør alt for at understrege, at den ikke blandede sig i den regionale strid i hovedstaden. Christiansborg-kontoret sendte bare en hjælper.

Hovedkvarteret sendte en hjælper, men ikke for at blande sig.

SF på Christiansborg sendte en konsulent til at hjælpe de stridende partifæller i regionsrådet i hovedstaden. Derimod har partitoppen ikke interveneret.

Sådan beskriver pressechef Claus Perregaard den indsats, som SF på Christiansborg gav i regionsstriden. Hjælperen blev sendt for at få tingede til at glide, da de øvrige SF'ere i det regionale råd undlod bakke op om Andreas Røpke som formand for regionsrådet.

SF-formand Villy Søvndal afviser at have blandet sig i den interne, lokale strid.

- Jeg har ikke været blandet ind i det. Vi er ikke et topstyret parti, modsat Dansk Folkeparti, siger partiformanden.

Pressechef Claus Perregaard afviser, at nogen som helst fra ledelsen af partiet har blandet sig i den lokale strid.

- Vi er nødt til at have et armslængdeprincip, men selvfølgelig har vi fulgt med i, hvad der foregik, siger pressechefen.

Konsulent Ole Hvas Kristiansen, som har stået for kommunalvalgkampagnen, blev sendt fra Christiansborg, fordi de regionale SF'ere bad om en medarbejder, fortæller pressechef Perregaard.

SF-opgøret i hovedstaden endte med, at Røpke alligevel ikke bliver formand for regionsrådet. Derimod trækker han sig ud af SF-gruppen i rådet, men forbliver i partiet. I stedet fortsætter socialdemokraten Vibeke Storm Rasmussen som formand for rådet.

/ritzau/