En bro eller en tunnel mellem Danmark og Tyskland. Prisen er den samme, men broen er pænest, mener S og DF.

En bro er smuk og kan bruges på postkort.

Det kan blive et afgørende argument for, om det er en bro eller tunnel, der skal forbinde Danmark og Tyskland over Femern Bælt.

Nye beregninger viser nemlig, at en bro og tunnel koster stort set det samme. Tidligere beregninger viste ellers, at broen var 8,8 milliarder billigere, og det gjorde valget nemt for politikerne.

Men nye konsoliderede beregninger kommer frem til, at en tunnel rent faktisk er 600 millioner kroner billigere. Det er små penge i det store regnestykke, og dermed er det helt åbent, om det bliver en bro eller tunnel, der skal fuldende fugleflugtslinjen mellem København og Hamborg.

- Personligt mener jeg, at en bro ville være smuk, siger Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen, som dog også kan se fordele ved en tunnel.

- Der er også ting, der taler for en tunnel. Det er miljø, skibstrafik og vejrforhold. Vi skal ikke ned og salte i en tunnel, hvis det sner, siger han.

Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke, vil også nyde synet af en bro, der rejser sig mellem Danmark og Tyskland.

- Helt personligt synes jeg, at broer er smukke bygningsværker, mens jeg ikke har nogle billeder af tunneller derhjemme i vores fotoalbum, siger Magnus Heunicke og lægger op til en offentlig debat om, hvorvidt det skal være en bro eller tunnel.

- Nu skal vi have en dialog med danskerne om, hvad de helst vil have. Det er ikke et kompliceret spørgsmål, for økonomisk og miljømæssigt er det det samme, siger Magnus Heunicke.

Han frygter dog, at en bro kan give en risiko for, at skibe støder sammen eller sejler ind i broen.

- Selv om spændet bliver på 775 meter, er det markant mindre end den sejlrande på 15 kilometer, der er i dag. Vi får tredoblet skibsmængden og får indsnævret det helt vildt. Der vil komme kollisioner, og der vil sejle nogen ind i broen, siger han.

/ritzau/