Forurenet regnvand fra hustage og veje skal i fremtiden gennem renseanlæg, inden det havner i åer og søer. Det kræver nye skrappe EU-love om vandkvalitet.

Kommunerne bliver sandsynligvis tvunget til at investere mellem én og 10 milliarder kroner i renseanlæg, når nye skrappe EU-miljøregler skal gennemføres i de kommende år.

Det skyldes, at regnvandet, der afledes fra hustage og veje, indeholder et væld af giftstoffer. Fremover skal vandet først en tur gennem et rensningsanlæg, inden det ender i åer og søer, skriver Ingeniøren. EU's vandrammedirektiv kræver, at der fra 2015 skal være "god økologisk kvalitet" i både grundvand og overfladevand.

Udgiften er beregnet af lektor Jes Vollertsen, Aalborg Universitet.

- Alene i en by som Odense regner vi med, at der kan blive behov for 100 nye renseanlæg, og jeg tror ikke, vi kommer under en million kroner pr. anlæg, siger han til bladet.

Regnvandet bliver forurenet med uforbrændt diesel og benzin, olie, asbest, rester af sprøjtegifte, tungmetaller som cadmium, kobber og zink fra dæk og slid på vejene. I dag ledes regnvand urenset ud i åer og søer 9000 steder i Danmark.

/ritzau/