Efter at have trukket beslutningen i langdrag om, hvorvidt kulturministeren og dermed også kongehuset skal boykotte EM i Ukraine eller ej, melder ministeren sig klar til Danmarks åbningskamp.

Skal det officielle Danmark rejse til Ukraine og deltage, når fodbold-EM spilles fra fredag? Det har været et spørgsmål, som længe har været debatteret, og nu kommer svaret fra kulturministeren. Og det er et 'ja'.

Til trods for, at Ukraine overtræder menneskerettigheder og er blevet voldsomt kritiseret for sin behandling af den tidligere premierminister Julia Timosjenko, som sidder fængslet.

Det skriver Politiken.dk.

- Min egen holdning er klar, og regeringens holdning er dermed klar. Den er, at der skal komme noget afgørende på bordet, der gør, at jeg ikke deltager på lørdag, siger Uffe Elbæk (R) til Politiken.dk

Danmark møder det hollandske landshold i sin første kamp ved slutrunden lørdag, men kulturministeren vil på arbejde inden da. Han har nemlig bedt sine medarbejdere om at arrangere møder med aktivist- og oppositionsgrupper for at kombinere fodbolden med politik.

- Jeg har ønsket at snakke med gode folk i Ukraine, hvis det overhovedet kan lade sig gøre rent praktisk både før og efter kampen, siger han til Politiken.dk.

Angela Merkel, Francois Hollande og Fredrik Reinfeldt har allerede meldt afbud, men den danske regering og kulturministeren har trukket beslutningen. Og et endeligt svar kommer der da også først, når regeringens koordinationsudvalg mødes tirsdag formiddag. Men ifølge Elbæks vurdering lugter det ikke af en anbefaling af en dansk boykot fra Udenrigsministeriet på mødet.

- Jeg vil formulere det på den måde, at der er ikke nogen nye informationer, der gør, at jeg vurderer det anderledes. Nej, siger han til Politiken.dk.

Og det også selv om listen over prominente EU-politikere, der boykotter EM, vokser sig større og større. Senest meddelte Holland - som Danmark spiller mod i ukrainske Kharkiv - at hverken medlemmer af regeringen eller kongehuset vil deltage i den del af EM, der spilles i Ukraine.

Selv om der ser ud til at blive dansk regeringsdeltagelse ved slutrunden, understreger kulturministeren, at regeringen forholder sig kritisk over for styret i Ukraine, som overtræder menneskerettigheder og er under særlig hård beskydning på grund af behandlingen af den tidligere premierminister Julia Timosjenko, som sidder fængslet.

Diskussionen om deltagelse har delt vandene på Christiansborg, og blandt andre Venstre har flere gange opfordret regeringen til at tilslutte sig den europæiske boykot af EM i Ukraine.

Uffe Elbæk planlægger at deltage i EM, så han kan møde aktivist- og oppositionsgrupper. Andre europæiske stats- og regeringschefer har dog valgt at boykotte deres deltagelse i EM. Hvad er mest rigtig at gøre? Deltag i debatten herunder: