Statsministeren er utilfreds med internationale virksomheders forsøg på at vinde markedsandele i Mellemøsten efter boykotten mod danske varer.

Muhammed-krisen får ingen indflydelse på Danmarks beslutning om militær tilstedeværelse i Irak og Afghanistan. Det fastslår statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i et interview med den amerikanske avis New York Times.

- Situationen er den samme. Det her har ikke ændret noget, siger statsministeren, som dermed også afviser, at Danmark er fristet af at hente billige point i den arabiske verden ved f.eks. at trække de danske tropper hjem fra Irak.

I interviewet kalder Anders Fogh Rasmussen det endvidere skammeligt, når internationale virksomheder har forsøgt at drage fordele af boykotten mod danske varer i Mellemøsten.

Statsministeren peger ikke på bestemte virksomheder, men ifølge New York Times drejer det sig især om den schweiziske fødevaregigant Nestlé og franske Carrefour, der begge har haft travlt med at distancere sig fra Danmark i Mellemøsten.

/ritzau/